Årets første politiske duel – en rodebutik af monologer og mundhuggerier - viste, at Lars Løkke Rasmussen nok står stærkest, når det handler om at iscenesætte sig selv som garanten for økonomisk troværdighed. Men Helle Thorning-Schmidt har det mest folkelige og sympatiske budskab. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>S-formanden var slagkraftig og offensiv i kritikken af VK’s politik. Ikke mindst af afviklingen af efterlønnen, hvor hun henviste til de dramatiske konsekvenser, når folkepensionsalderen samtidig forhøjes i takt med levetiden.
- Det er dramatisk, når en 33-årig postarbejder så skal arbejde til hun er 70, som Thorning sagde til Lars Løkkes åbenlyse irritation.
Mindre overbevisende fremstod oppositionens leder, når hun skulle konkretisere, hvordan S-SF sammen med arbejdsmarkedets parter vil få danskerne til at arbejde mere svarende til 15 mia. kr. i budgetforbedringer.
Problematisk stil
Lars Løkke Rasmussens styrke var, at han virkede mere kampklar og fokuseret end tidligere, fordi han med afsæt i efterlønsreformen selv havde noget at byde på.
- Du misbruger dit talent, sagde han bl.a. til Helle Thorning.
Statsministeren havde forladt den defensive stil og gav den i rollen som et af forsvarets bæltekøretøjer, for hvem ingen socialdemokratiske bjerge er for høje. Hans svaghed var først og fremmest stilen – når han forfaldt til ucharmerende mundhuggeri og irriterede stikpiller.
Statsministerens problem med debattens afsnit om efterlønnen var, at han ikke helt kunne udviske indtrykket af, at det er samfundets dårligst uddannede, der bliver ramt af en afvikling af efterlønnen.
Fogh’ske forenklinger
Helle Thorning demonstrerede som tidligere, at hun mestrer Anders Foghs kombination af skarphed og evnen til at forenkle komplicerede problemstillinger. Man kunne næsten høre ekkoet af Fogh op til valgsejren i 2001, hvor Venstres formand i TV-egnede one-liners rakkede SR-regeringens resultater ned.
Mere arbejdskraft
Toppolitikerne var enige om én ting: Danskerne skal arbejde mere, hvis velfærden skal bevares. Groft sagt er forskellen, at Thorning vil strække den ekstra arbejdstid ud over det meste af livet – mens Løkke vil forlænge arbejdstiden i hver ”ende” af arbejdslivet og mest i den sidste.
Men de grupper, der skal arbejde ekstra, er nogenlunde ens, selv om Thorning forud for debatten hævdede, at S-SFs plan går ud på, at ”danskerne skal løfte i flok”.
Kendsgerningen er, at hovedparten af landets direktører, jurister, økonomer og andre akademikere hverken kommer til at mærke noget til S-SF’s plan om ekstra arbejdstid eller til VK’s afvikling af efterlønnen. Det gør de timelønnede faglærte og ufaglærte derimod – i begge planer.
Jævnbyrdige
Debatten viste, at danskerne står i valget mellem to meget jævnbyrdige kombattanter til posten som statsminister.
Men samlet set står VK aktuelt med en kæmpe udfordring, når den i slutningen af denne måned skal lægge sig fast på modellen for afvikling af efterlønnen.
Hvis VK ikke overbeviser om, at man kan og vil tage hånd om de mennesker, som måske ikke er syge og handicappede nok til en førtidspension, men som alligevel er udbrændte efter et langt og fysisk krævende arbejdsliv, risikerer Løkke, at den nyvundne selvtillid ikke kan bruges til noget, fordi vælgerne siger nej til ham og foretrækker Thornings på overfladen mere sympatiske plan.
