Det har været den dårligste uge for Helle Thorning-Schmidt nogensinde. Og den dårlige nyhed er, at det bliver endnu værre.

Vælgerne vil flygte fra Socialdmokraterne i protest, og et valgnederlag kan blive konsekvensen, advarer politiske kommentatorer.

Den første vejsidebombe, Thorning kørte ind i , stod der Margrethe Vestager på. Vestager snød Thorning og forhandlede seriøst med regeringen.

Det er nu åbenlyst for selv den mest ligeglade sofavælger, at Vestager, der for et år siden blev mobbet og ignoreret af Helle og Villy, nu står tilbage som den store vinder. Kilder siger, at især Henrik Sass Larsens arrogante facon over for De Radikale har forværret problemet og gjort De Radikale hævngerrige.

Thorning er derimod fanget i et regulært efterløns-mareridt, hvor hun - selv om hun vinder et valg - sandsynligvis må lade sin økonomiske politik diktere af De Radikale og deres aftale med V, K og DF.




Detonerede på hjemmebanen

Næste bombe detonerede helt inde på hjemmebanen. Tidligere S-ministre som Ritt Bjerregaard, Thorkild Simonsen og Jytte Andersen kaldte hendes politiske håndværk i forhold til De Radikale amatøragtigt. Og den tidligere socialdemokrat, sociologen Henrik Dahl, beskyldte hende for at være en blank person med en meget begrænset almen viden.

Og i går eksploderede den nyeste bombe: B. T. kunne afsløre, at S og SF alligevel vil forhandle forringelser i efterlønnen efter et valg -selv om de har gjort forsvaret af efterlønnen til deres vigtigste valgtema.

- Der er ingen tvivl om, at dette vil skabe vælgerflugt, især hos Socialdemokraterne. Det vil ramme S meget hårdt -især fordi de selv har planlagt en voldsom kampagne, hvor de vil beskylde Dansk Folkeparti for løftebrud. Men vælgerne vil jo føle, at de selv gør det samme, siger cand. phil. Lars Hovbakke Sørensen, der er ekstern lektor ved både Københavns og Aarhus Universitet.

- Socialdemokraterne har været skræmt fra vid og sans over efterlønnen siden 1998. Vælgerne kan huske Nyrups løftebrud om efterlønnen.

Det var medvirkende til, at Anders Fogh vandt valget i 2001. Og vælgerne vil føle, at dette er i samme afdeling.

Det er meget alvorligt. Moderne vælgere tager klart afstand fra løftebrud, siger Lars Hovbakke Sørensen.



Stolen for døren

Politikens lederskribent Kristian Madsen er nådesløs i sin kommentar:

- Da S-SF satte Vestager stolen for døren og præsenterede deres skattepolitik som et fait a complit, som De Radikale kunne få lov at stemme for, sagde Vestager 'rend og hop'. Nu, hvor Vestager præsenterer S-SF for en efterlønsreform, der ikke kan ændres, sagde Villy og Helle , 'Nå, okay, hvis det er nødvendigt for, at vi kan blive ministre«,' skriver han.

- Med et fingerknips er man klar til at ændre alt, hvad man har sagt gennem det sidste par år. Er der overhovedet ingen politisk rygrad tilbage? Forløbet vil i hvert fald -uagtet at jeg er uenig -give vind i sejlene til det billede af Thorning, som Henrik Dahl pt. turnerer med, og som de borgerlige nu vil sætte alt ind på spreder sig.

Man kan frygte, at Niels Krause-Kjær får ret: Thorning kan blive en historisk svag statsminister, mener Kristian Madsen.

- Med et fingerknips er man klar til at ændre alt, hvad man har sagt gennem det sidste par år. Er der overhovedet ingen politisk rygrad tilbage? Kristian Madsen, Politikens lederskribent, om S-SFs kovending.