Rektorer raser over spareplaner

Et sparekrav på 51 millioner kroner til de statsstøttede uddannelsesinstitutioner er kommet helt bag på landets universitetsrektorer. Sparekravet har foreløbig fået den konsekvens, at universiteterne indtil videre vil nægte at underskrive de længe ventede udviklingskontrakter.

- Vi vil ikke skrive disse kontrakter under i blinde. Vi må først have defineret rammerne og derefter kan vi tage fat på at diskutere, hvilken vare det forventes, at vi leverer, siger rektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Hans Peter Jensen. Han er tillige formand for Rektorkollegiet.

Ifølge forskningsminister Birte Weiss er baggrunden for sparekravet, at der skal ske en rationalisering af indkøbene til alle offentlige institutioner. Denne rationalisering ventes at give en besparelse på 2,5 procent af indkøbene ude på de enkelte institutioner.

- Man kan derfor ikke sige, at der er tale om en besparelse i traditionel forstand. Det her betyder jo ikke, at universiteter og andre uddannelsesinstitutioner får færre penge at gøre godt med, siger Birte Weiss til Ritzau.

/ritzau/