Tirsdag aften lagde et af verdens bedst sælgende rockbands vejen forbi Telia Parken i København – for første gang i 20 år i det nærmeste Guns N’ Roses kommer sin oprindelige besætning. Med guitarist Slash, bassist Duff McKagan tilbage i bandana-folden – og altid kontroversielle Axl Rose i front. Bandets første stadionrockkoncert i Danmark siden 1993.

’It took a while but I got that sucker back’, sagde Axl Rose efter ’This is Love’ som en hyldest til den tilbagevendte Slash. Meget forståeligt. For det skulle vise sig især at blive den langhårede, solbebrillede guitarists aften i Parkens lydmassakre.

For et par år siden sendte en dansk koncertarrangør et godt tilbud til en af de store danske sommerfestivaler: Axl Rose’s seneste version af hans gamle band Guns N’Roses, og endda forholdsvis billigt.

'Nej tak,' lød svaret. Man ved aldrig med Rose. Kommer han til tiden? Kommer han overhovedet? Gider han? Går han igen?

I aftes, bare to år senere, kunne den seneste version af Guns N' Roses fylde Parken.

Den forunderlige transformation

Denne forunderlige transformation fra ladvogn til stadionarena har mange årsager, de to vigtigste hedder naturligvis Slash og McKagan. Måske spiller det også ind, at Axl Rose sidste år viste sig som en mere end habil vikar i AC/DC. Samt at han efterhånden har fået styr på sine mange dæmoner.

Det gendannede Guns N’ Roses var helt åbenlyst opsat på en rockhævn efter mange års uvenskab og diverse solokarrierer efter de gyldne år i 90ernes begyndelse.

Fra det første Ramones-loyale It’s So Easy’, ’Mr Brownstone’ og det fjerde nummer , ’Welcome to the Jungle’, alle fra det skoledannende gennembrudsalbum ’Appetite for Destruction’ fra 1988.

Og med Slash i et vanvittigt guitarrush med åbent for alle sluser i ’Better’, i noget der lød som en lystig swingertrekant mellem punk, trash og glam, mærkede man et rockband, der en gang for alle var kommet for at tømme banken og understrege sin betydning i hardrockens historie.

Noble intentioner

Jo, intentionerne var noble. Modsat lyden i den omstridte nationalarena. McKagans bas var næsten uhørlig og slet ikke i sync eller swing med trommeslageren. Axl Rose’s ellers vidtfavnende vokal lød som, når naboen leger med sin skærebrænder i sit bilvrag.

Vi skulle igennem en rimelig kort, halvhjertet version af Wings’ ’ Live and let Die’, som bandet i sin tid gjorde til sin, før der skete noget.

Først og fremmest at lyden blev skruet op til et kakafonisk niveau, hvor man kunne frygte at bandet vækkede de gespenster, der stadig måtte ligge i dvale i blegedammene under Riget. Det er skrevet før, og vil blive det igen og igen, skandaløst, at det eneste middel mod Parkens lyd er volumenknappen i bund. Medmindre kunstnerne selv investerer i gode anlæg, som Roger Waters for nogle år siden og Coldplay sidste år.

Fremragende heavysymfoni

I ’Rocket Queen’ og igen AC/DC-coveret - den i denne sammenhæng sværmetalliske boogierocker - ’Whole Lotta Rosie’, med en hilsen til Axls tidligere arbejdsgivere, skar Slash Parkens betonvægge ud i små stykker.

I den efterfølgende Guns N’ Roses-klassiker ’You Could Be Mine’ bemærkede man igen Slash sprede sit sustain-råstof omkring sig. Som i den halve ballade ’This is Love’, der mere lød af fyrværkeri end to stearinlys.

Vi skulle næsten halvanden time ind i koncerten, frem til den fremragende heavysymfoni ’Civil War’, før denne anmelder hejste det blå, røde, hvide sydstatsflag.

I dette larmende frontalangreb på Elvis Presleys ’American Trilogy’ var der endelig nogle brutalt poetiske anstrøg af noget stort. Som man mærkede igen flere gange senere.

Det var i øvrigt her, man første gang for alvor fornemmede storheden i Axl Roses vokal. Når det tager ham, synger han stadig formidabelt.

Man kan mene meget om Axl Rose. Men han er ubestridt en af heavyrockens største og mest definerende stemmer. På en god dag synger han samtidig både i bunden og toppen af sit strubehoved – så at sige. Først mod slutningen af koncerten fornemmedes lidt af hans vokale styrke. Ikke så underligt, kan man mene, med et stadigt stigende lydtryk nord for ragnarock.

Mange coverversioner

I et nummer som ’Coma’ virkede det faktisk som om, han havde svært ved at følge melodien og nærmere reciterede teksten. Om end stadig med imponerende stemmepragt, alderen (55) taget i betragtning.

Det kom i glimt, som da hans vokal fik plads i ’November Rain’ efter et noget corny mellemspil henover Eric Claptons ’Layla’, hvor vi endda oplevede et af disse koncertøjeblikke, hvor musik og publikum smelter sammen.

I øvrigt spillede bandet, som det fremgår, en stor håndfuld coverversioner, som de gjorde på albummet ’The Spaghetti Incident’. Også en noget skinger version af netop afdøde Chris Cornells Soundgarden-tour de force, ’Black Hole Sun’. Og den klassiske version af Bob Dylans ’Knocking on Heaven’s Door’ med… ja, fik jeg nævnt Slash sublime guitarspil? Det kan synes paradoksalt, men især i dette på mange moder ret ’off’ covernummer (for et heavyband) fornemmede man for alvor Guns N’ Roses spille sammen.

Guns N’ Roses er et godt – og vigtigt - heavyrockband. På et tidspunkt, hvor heavy metal stadig var i sin vorden, powerrocken på vej til at blive kvalt i MTV-ificeret lækkerhed (set med datidens pasteløjne), og den klassiske 70er heavyrock ledte efter sine egne ben, kom Los Angeles-bandet på en cocktail af punk, Led Zep og glam og mindede om, at rock gerne må slå gnister.

Den skal de have. Og det gjorde de også i aften, slog gnister.

Og flot, at bandet med hele 20 års pause og så meget bullshit undervejs (herunder Axl Roses album ’Chinese Democracy’) formår at lægge så meget energi og dedikation i denne ’Reunion’ forretningsmodel, som tilfældet var. At sætte mange års nag, galskab og misbrug til side.

Temaet fra 'Godfather'

Symptomatisk kom et aftenens absolutte højdepunkter, da Slash havde friløb i et solonummer, hvor temaet fra 'Godfather' blev svøbt ind i i forvejen melodiske guitarfortælling, som oven i købet gik direkte over i ’Sweet Child O’ Mine’ som endnu en glædesbombe over et begejstret publikum.

Med fare for at komme til at sove med fiskene i nat, når ham bagved, der blev med at skrige ’syv stjerner’, bliver ædru: Uden Slash var denne version af Guns N’ Roses druknet i Parkens notoriske ulyd.

Minus tre stjerner for lyden. Plus én til Axl Rose, for at overlade så meget plads til Slash. I alt fire stjerner.

Guns N' Roses, Telia Parken, tirsdag aften