Morten Skjoldsøge har mistet det aller dyrebareste - sit barn. Ved et knivoverfald efter et banalt skænderi. Her fortæller han om, hvordan det er at leve med en livslang sorg

»Puha. Ja, hvordan gør man det.«

Stemmen er grådkvalt, og han forsøger at slutte sin sætning, men ordene vil ikke frem.

Han er en mærket mand, mærket for livet. Hvert sekund, hvert minut, time og dag hærger sorgen hans tanker.

Den 5. november sidste år mistede Morten Skjoldsøge sin søn Mads. I en grå beton tunnel ved Hillerød Handelsskole, af den slags hvor dagslyset altid har svært at nå ind, blev alt langsomt mørkt for den 17-årige handelsskoleelev. Hans tvillingesøster Sara, nåede lige frem, inden han gled over i bevidstløshed på asfalten i tunnelen, men han ønskede, hun skulle trække sig for ‘Sara, du skal ikke se det her’. Hans mor Lykke nåede også frem til gerningsstedet, inden ambulancen ankom, og hun kørte med sin bevidstløse søn til hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.

Drabet var lige så tragisk som banalt. Noget med en kastet lighter og efterfølgende ukvemsord. 17-årige Abdiqani Ismail fik den 17. juni otte års fængsel og det evige stempel som morder. I Retten i Hillerød beskrev en mentalundersøgelse ham som værende mildt retarderet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Privatfoto / Nikolaj Linares
Vis mere

Den 50-årige Morten Skjoldsøge taler stadig med sin søn på vej til arbejdet som områdeleder i Region Midtjylland. I bilen.

»Jeg snakker meget med Mads. Jeg har cirka en time i bil hver vej fra arbejde, og den time er blevet et frirum for mig. Der giver jeg mig selv lov til at være ked af det, men jeg tænker også glade tanker omkring Mads og Sara. Det er også der jeg snakker med ham om dagligdagsting.«

At han stadig taler med sin afdøde søn er næsten terapeutisk for den sørgende far.

»Svært at forlige sig med«

Der gik heller ikke lang tid efter Mads’ død, før at Morten Skjoldsøge opsøgte en psykolog og senere hen støttegruppen ’Vi har mistet et barn’.

»De har hjulpet mig meget. Gruppen består af forældre, der har mistet børn på forskellig vis. De kan være kørt ned af en spritbilist eller andet. Det er et sted, hvor jeg kan komme af med mine tanker og følelser. Den bruger jeg rigtig meget, og de har været en stor hjælp.”

Han har det forståeligt nok svært ved at acceptere, at sønnen forlod dette liv i en alder af kun 17 år.

»Det er svært at forlige sig med, at min søn aldrig får lov til at vokse op og leve sit eget liv.  At han aldrig får lov til at få en kone og få børn. Jeg ved, at han ønskede at få børn senere i livet. Alt det kommer han aldrig til at opnå, på grund af en lille bagatel, som han ikke engang startede.«

Mads Skjoldsøge drømte blandt andet om at blive en del af søværnet og derefter politiet. Så han var meget opmærksom på ikke at opføre sig skidt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Morten Skjoldsøge, far til 17-årige Mads Skjoldsøge, som blev dræbt i november sidste år. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 06.07.16
Morten Skjoldsøge, far til 17-årige Mads Skjoldsøge, som blev dræbt i november sidste år. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 06.07.16 Foto: Michael Bo Rasmussen
Vis mere

Arbejdspladsen har været god til at tage af Morten Skjoldsøge i den meget svære situation.

»Jeg snakker gerne om det og viser, jeg er ked af det. Det er sket, at jeg er begyndt at græde og tårerne triller, fordi jeg har talt om Mads. Det bringer ting frem mig, og det gør den her snak også her.«

På den nye arbejdsplads, hvor Morten Skjoldsøge har været siden august, har man været meget fleksible. Han har eksempelvis fået lov til at tage hjem, hvis tankerne over tabet af Mads bliver for voldsomme. For forholdet mellem far og søn var tæt på trods af, at Morten Skjoldsøge blev skilt fra børnenes mor, da de var 3-4 år gamle. Han tog både Mads og tvillingesøsteren Sara på råd, da han fik et jobtilbud i Jylland for noget tid siden. Det sagde de begge god for, selvom det ligger langt fra Hillerød, hvor de boede.

Familien har været ret åbne omkring sagen under hele forløbet, og denne snak med BT bliver formentlig en af de sidste lige foreløbigt. Faderen mener, det er vigtigt for ham at sætte et foreløbigt punktum.

Sara Skjoldsøge var i sidste uge i Aftenshowet på DR 1 med sin mor for at fortælle om tabet.

»Det er virkelig flot gjort. Jeg synes, det er sejt, hun tør at tage emnet op omkring tabuet om at have mistet osv. Vi er jo ikke de eneste, der har mistet. Men at hun bringer den dagsorden frem, er flot. Det er også et led i hendes egen proces. Det var noget, der varmede mig dybt,« siger den stolte far.

»Som et levende mareridt«

Retssagen, der sluttede for tre uger siden, var ganske hård for Morten Skjoldsøge, der overværede den hele.

»Man vågner op og tror, det er en ond drøm. Det var som et levende mareridt.«

Det var især sønnens venners vidneudsagn samt nødopkald, der var rigtigt hårde at overvære. Men Morten Skjoldsøge frygter ikke at skulle stå ansigt til ansigt med sin søns drabsmand igen.

»Der vil ikke komme noget nyt frem under ankesagen. Det vil rippe op i det og holde følelserne i kog, men slet ikke på samme måde som første gang,« siger han og fortsætter:

»Savnet af Mads er ubærligt. Jeg tænker på ham hver eneste sekund, minut, time og dag. Det lyder som en floskel, men det gør man. Han dukker hele tiden op i mine tanker.«

Drabsmanden blev idømt otte års fængsel i Retten i Hillerød 17. juni. Dommen blev anket på stedet af forsvareren.