En britisk lærerinde er blevet arresteret i Sudan efter at hun gav sine elever lov til at kalde en bamse for Muhammed.
Den 54-årige Gillian Gibbons fra Liverpool blev tilbageholdt søndag under mistanke for at have fornærmet den islamiske profet. Hun havde givet de 7-årige børn i hendes skoleklasse lov til at vælge navnet som led i et gruppearbejde.
En talsmand for et britiske udenrigsministerium bekræfter ifølge Sky News, at en britisk borger er blevet arresteret i Sudan, og at vedkommende får hjælp fra den britiske ambassade i landet.
Selve forseelsen skete i september på Unity High School, der ligger i den centrale del af Sudans hovedstad Khartoum.
Tilsyneladende var bamsens navn faldet en lærerkollega for brystet og vedkommende havde klaget til skolens rektor.
- Børnene valgte navnet Muhammed, fordi det er et meget almindeligt navn her. Og forældrene havde ikke noget problem med det, fortæller en talsmand for ambassaden til Sky News. Han oplyser, at fru Gibbons har det godt, selv om hun er arresteret.
.
