Skjern Håndbold fik et vigtigt point i Champions League, da de på en svær udebane i Rumænien spillede 28-28 med HCM Baia Mare.

Skjern var ellers bagud med fire mål i pausen, men fik anført af Kasper Søndergaard ædt sig tilbage i det vigtige opgør i løbet af anden halvleg.

Et minut før tid var Skjern endda foran med en enkelt, indtil Baia Mare udlignede med 30 sekunder igen.

Med fem sekunder igen fik Kasper Søndergaard så en helt fri chance, men en sublim redning af Ionica Munteanu i Baia Mares mål gjorde, at Skjern måtte nøjes med et point i bagagen hjem til Jylland.

Skjern er dermed stadig nummer to i gruppen - et point efter HC Motor Zaporozhye fra Ukraine, der torsdag vandt over HC Metalurg.

Der resterer blot tre runder i gruppespillet, og Skjern har samme pointtal som dagens modstander. Skjern kan spille videre ved at sætte sig på enten første- eller andenpladsen i Gruppe D. Herefter venter to knald eller fald-kampe mod nummer et eller nummer to fra Gruppe C, og den samlede vinder derfra går i ottendedelsfinalen.

Skjern møder norske Elverum Handball Herrer om en uge hjemme i Skjern Bank Arena.