Kevin Magnussens fremtid er i limbo. Den danske Formel 1-kører ved ikke, om han har en fremtid hos Renault eller ej, men han ser ud til i hvert fald at have en fremtid i Formel 1-feltet.

Motorsport.com skrev søndag, at Haas havde tilbudt Magnussen en toårig kontrakt, men det afviste Haas-teamchef Günther Steiner her på BT.dk. Og det er muligt, at der ikke er udfærdiget et dokument endnu, men selvsamme Steiner bekræfter, at han har snakket med Magnussen om fremtiden.

»Vi har talt med Kevin, ligesom vi har talt med nogle få andre kørere. Der er ikke 10 på listen mere. Vi er nede på to eller tre, men vi snakker – og Esteban (Ocon, red.) er også stadig med i overvejelserne,« siger Günther Steiner til Autosport.

Kevin Magnussen vendte tilbage til Formel 1 i denne sæson efter en sæson som reservekører hos McLaren, men allerede dengang var Magnussen i spil som en del af Haas-teamet. Og teamchef Steiner har store ord til Magnussen.

»Som jeg sagde, så har vi talt med Kevin – og nogle få andre. Det vil jeg ikke benægte. Det er mit arbejde at gøre det. Det var ikke nogen hemmelighed, at vi talte med ham sidste år i Monza, og vi har altid holdt kontakten. Han er en kører, der hører til Formel 1,« siger Steiner, der tror, at kørerkabalen i Formel 1 vil gå op inden længe.

»Snart vil nogen træffe en beslutning, og så vil resten falde på plads. I øjeblikket stjæler det meget tid at holde sig informeret eller forsøge at være med på, hvad der sker, så jeg ville blive ret glad for at underskrive med en snart.«