93-årige Povl Falk-Jensen er den dansker, der dræbte flest stikkere i Danmark under Anden Verdenskrig. Han fortryder intet.

Tidligt om morgenen 7. maj 1945 løftede han sin pistol. Trykkede den let ned i stikkerens nakke. Så trykkede Povl Falk-Jensen på aftrækkeren.

Et enkelt skud – så var nazisten Yngve Marinus Nielsen likvideret. Få sekunder senere skød manden, de kaldte Styr, stikkerens kone, Hildur. Også hun fik et sikkerhedsskud. Kort efter forlod de to bødler Geel Skov ved Holte – overbevist om, at de havde gjort verden et lidt bedre sted at være.

Bare to dage after Anden Verdenskrigs afslutning var danskerne så langtfra færdige med at feste. Men for modstandsfolkene i Holger Danske-gruppen ’Eigil’ var befrielsen et spørgsmål om liv og død. Kaos regerede Danmark i dagene efter 5. maj. Overalt i København var hævntørstige tyskere og tyskvenlige danskere på færde. Det lykkedes Eigil at pågribe ægteparret, inden de nåede at flygte.

I live var ægteparret til fare for et ukendt antal civile danskere og medlemmer af modstandsgruppen, vurderede ’Eigils’ leder Povl Falk-Jensen. Derfor måtte de lade livet mellem bøgetræerne den 7. maj 1945.

De to likvideringer skulle blive Eigil-gruppens sidste. Helt præcis hvor mange likvideringer, de gennemførte under Anden Verdenskrig, er uvist. 21, måske 22, mener Falk-Jensen i dag.

Han har dræbt flest

I årevis gemte Povl Falk-Jensen på hemmeligheden om sine 11 drab. Men efter 65 års tavshed udgav han i 2010 sine erindringer. Manuskriptet på 800 sider ligger på stuegulvet. (Foto: Niels Ahlmann Olesen)

17 af dem er dokumenteret. Af disse blev de 11 foretaget af Povl selv. Det gør ham til den dansker, der dræbte flest stikkere. Til sammenligning dræbte de kendte Flammen og Citronen samt deres frænder elleve. Tilsammen.

Povl Falk-Jensen var 18 år gammel, da krigen begyndte. Han var født ind i et forsvarsvenligt, konservativt miljø. Faderen var folketingsmedlem. I 1943 gik han ind i modstandskampen, han blev hurtigt leder af sin gruppe i Holger Danske.

- For hver gang vi likviderede stikkere, reddede vi danske liv. Tænk, hvis jeg, fordi jeg var skide blødsøden, var skyld i, at hæderlige danskere mistede livet. Som leder af vores gruppe måtte jeg gå forrest. Det er fair, siger Povl Falk-Jensen.

I morgen aften medvirker Povl Falk-Jensen i tv-udsendelsen ’Modstandskampens sidste vidner’ på DRK. I årevis gemte han på hemmeligheden om sine 11 drab. Men efter 65 års tavshed udgav han i 2010 sine erindringer. 800 sider i alt.

- Jeg fortyder ikke noget. Men jeg kan godt lide, at visse ting bliver understreget. At jeg får en fair chance for at forklare mig. Jeg vil ikke tegne et heroisk billede af mig selv, for det er ikke heroisme, det jeg har medvirket til, siger Povl Falk-Jensen med fasthed i stemmen.

BT Søndag møder ham i ældreboligen i Søllerød. Den gamle frihedskæmper er ældre end opfindelsen af fjernsynet, som i morgen viser ’Modstandskampens sidste vidner’. Men han har stadig et fast håndtryk. Glød i øjnene. Han taler med overbevisning på et jævnt gammelkøbenhavnsk. Hukommelsen er intakt. Han har stadig sin tro på de konservative idealer, der fik ham til at vende sig mod både familien og institutionerne.

Falk-Jensen gik ud af Anden Verdenskrig som den største bøddel på modstandssiden. Kontrasten til julefreden i det nordsjællandske plejehjem denne decemberformiddag i 2013 er stor. De to mest markante spor efter Povls indsats under krigen er en plakat med en forstørrelse af det gamle Holger Danske-emblem og nogle bunker med de nedskrevne erindringer. Dem skrev han løbende på i årene efter 1975, hvor han gik på førtidspension med noget, man nok i dag ville kalde posttraumatisk stress-syndrom.

Vreden er intakt

Først 35 år senere udkom erindringerne i bogform med hjælp fra foreningen Frihedsmuseets Venners formand Niels Gyrsting.

Povl er indigneret. Så mange år senere er hans vrede intakt. Den er vendt mod de feje danske samarbejdspolitikere, der solgte Danmark til nazisterne uden modstand.

Tidligt om morgenen 9. april 1940 angreb tyske land-, sø- og luftstyrker Danmark forskellige steder i landet. Det danske militær ydede kun sporadisk og ukoordineret modstand. På regeringens og kong Christian Xs ordre indstilledes kampene efter få timer.

Dengang 18-årige Povl Falk-Jensen gjorde tjeneste ved kasernen, der lå på Artillerivej på Amager ved Fælleden. Den 9. april var han på orlov, mens han passede et job som elev i sparekassen Bikuben.

- Jeg stod i mine forældres lejlighed på Frederiksberg og hørte de tyske fly i luften over København. Min far sagde, ’nå, nu er de der. Nu skyder de vores soldater nede i Sønderjylland’. Det viste for mig, at regeringen måtte have vidst, at tyskerne var på vej. Far var medlem af Folketinget for De Konservative. Han var i dybeste hemmelighed orienteret af statsministeren (socialdemokraten Stauning, red.) om tyskernes planer. Hvilken fejhed. Hvilket svigt. Man lod 16 danske soldater dø i Sønderjylland, så verden kunne se, at Danmark gjorde modstand, siger Povl Falk-Jensen.

I uniform gennem København

Senere på morgenen iførte den unge bankelev og befalingsmand sig sin uniform. Gik en tur gennem København. Den varede bare en time eller to. Men skulle vise sig at blive en dannelsesrejse for livet.

Fra kvarteret ved Fuglebakken Station på Frederiksberg, ned ad Fasanvej, Smallegade, forbi rådhusene. Frederiksbergs og Københavns. Hele vejen ud til Artillerivej.

- Jeg var veludrustet, ikke sandt? Med en rulle sejlgarn, en kniv i lommen – jeg var gammel spejder – og et sabelhylster over skulderen. Sådan var en ung dansk befalingsmand udrustet den 9. april. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der ikke var et eneste tilråb under den lange vandring. Danmark var i krig. Men ikke et eneste tilråb. Hverken ubehageligt eller det modsatte. Der var ingen mennesker på gaden, stort set. Det forstod jeg ikke.

Tyske tropper rykker frem om morgenen den 9. april 1940. (Foto: Scanpix/Frihedsmuseet)

Da Povl nåede rekrutkasernen på Artillerivej, mødte der ham et syn som i en gammeldags westernfilm. Den tomme gade i middagsheden, hvor vinduer blafrer op og i, og hvor tumbleweeds triller på må og få i gaden, var erstattet af en helt tom kaserne med træbarakker med åbne vinduer og tjørnegrene, der blæste Povl i møde. Synet af en kaserne, forladt uden kamp på krigens første dag. Det var mere, end den unge mand kunne bære. Den triste oplevelse blev fuldbyrdet, da han nåede tilbage til sparekassen, hvor han var elev. Direktøren beordrede ham til straks at tage uniformen af.

Det var en ung dansk befalingsmands oplevelse. Forrygende deprimerende. Jeg var og er forsvarsvenlig. Ikke en bindegal, afstumpet militærmand – men forsvarsvenlig. Vi havde en radikal flådeminister og forsvarsminister. Det værste for et forsvar, man kan forestille sig. Vi havde ikke noget forsvar. Jeg ved godt, at det havde været det rene selvmord at gå i krig mod germanerne. Men jeg siger bare, at fra fejt at lægge sig ned og til at træffe forholdsregler er der stor afstand. Regeringen vidste mindst to uger i forvejen, at tyskerne ville komme. Man havde haft tid til at sabotere forskellige anlæg for at genere dem, siger Falk-Jensen.

PovlFalk-Jensens hemmelige identitet under krigen. (Foto: Privat)

Som den ældre herre sidder i sin stue på plejehjemmet og fortæller, mærker man den stadig. Vreden.

- Ja, den er der endnu, vreden. De fik senere hen nogle kugler for den vrede, jeg mærkede den 9. april. Det var med til at skabe en holdning hos en 18-årig mand.

Ville befri kommunister

Povl Falk-Jensens politiske engagement førte til, at han blev distriktschef i Konservativ Ungdom – ’jeg var ikke en af de KU’ere, der marcherede i 1937’ – hvor han lærte konservative koryfæer som Poul Møller og Erik Haunstrup Clemmensen at kende. Sammen med en ven fra Bikuben lagde han planer og ’rænker’.

Deres første aktion var lige så heltemodig, som den var tåbelig. De to store drenge forsøgte alene at befri de internerede kommunister i Horserød i Nordsjælland. Kun fordi fængselsdirektøren tilfældigvis kendte Povls far, fik de lov at gå fri.

Stikkerlikvidering, foretaget i Glostrup. (Foto: Scanpix)

- Der må komme et tidspunkt, hvor man må sige fra. Jeg kan huske, at jeg tænkte, ’Det kan sgu ikke være meningen, at Gøngehøvdingen skal blive den sidste i danmarkshistorien, der siger fra. Det kan sgu da ikke være rigtigt, at Danmark ikke gør modstand, fortæller Falk-Jensen.

Omkring nytårsskiftet 1943/44 gik han ind i den nationalistiske, konservativt prægede modstandsgruppe Holger Danske. Pouls første likvidering fandt sted mindre et halvt år senere. Det gik ud over en politimand, der stak sine politikolleger til Gestapo.

En anden gang ramte han en Schalburgmand gennem et hul i et mørklægningsgardin, mens denne festede i sin lejlighed sammen med vennerne i de sorte uniformer.

En tredje gang ramte kuglen von Schalburgs enkes søster, Cathinca Lieder, der brutalt blev skudt ned i deres fælles hjem. Hun var sekretær og højre hånd for den tidligere kriminalpolitibetjent Erik V. Petersen, der var leder af Hipo og efterretningstjenesten ET.

En fjerde gang Kathrine Thomsen, der var en del af et stikkermiljø på Sundby Hospital.

En femte gang en herre ved navn Olsen, der blev nakkeskudt ved Klampenborg Station. Efter at have fodret Falk-Jensen med informationer.

Der er en antydning af irritation i tonefaldet. Povl Falk-Jensen er nok lidt træt af at tale om sine følelser i forbindelse med likvideringerne. At placere pistolen ved stikkerens nakke. Trykke af.

- Hvad folk føler indeni, når man gør et eller andet. Det rager egentlig ikke nogen, hvis der er en fornuftsbegrundelse for det, man foretager sig. Jeg gjorde noget, jeg var jeg nødt til. Det er mord.

Men hold kæft, hvor har de fortjent det. Det er da en privat fornemmelse, siger Povl Falk-Jensen.

Måske er det tilfældigt, overfortolkning. Men det er nærliggende at tro, at det både vagtsomme og skarpe blik er grundlagt i årene fra 1943 til 45. Han ser bestemt frem for sig i sin plejebolig.

- Man melder sig i sit lands tjeneste. Nazisterne optræder, som de gør. Med stikkere og skyder uskyldige mennesker. Torterer uskyldige danskere. Jeg vil ikke udnævne mig selv til at være særlig kultiveret. Men vi har en dansk kultur. Den er ikke til at pande folk ned. Når man står med pistolen i hånden, føler man, at man lægger ørerne ind. Ligesom hestene. Det må være noget dyrisk i én. Og så gør man det. Civiliseret. Der er ingen grund til at gøre det værre. En velanbragt kugle. Det tangerer perversitet, når folk siger: ’De skal fandme lide’. Det er der ingen grund til, siger Povl Falk-Jensen.

400 stikkere blev dræbt

16 danske soldater blev dræbt i træfninger med besættelsesmagten. (Foto: Scanpix/Frihedsmuseet)

I årene 1943 til 1945 dræbte danske modstandsfolk ca. 400 stikkere i alt. Modstandsbevægelsen nåede aldrig at indtage tyske besiddelser i Danmark. Men de gjorde livet surt for de mange danske medløbere, der ud fra forskellige motiver hjalp det tyske Gestapo, det danske hjælpepoliti Hipo og Schalburgkorpset, der bestod af frivillige, der arbejdede for tyskerne. Ligesom de saboterede danske firmaer og fabrikker, der arbejdede for tyskerne.

Nogle stikkere arbejdede alene. Andre var organiseret i grupper. Falk-Jensens enhed i Holger Danske kæmpede især imod Lorentsen-banden og Schiøler-banden. Bandernes job var at lokke danskere, der sympatiserede med de allierede, ud af busken. Disse blev så henrettet på tarvelig vis. Igen mærker man gamle Falk-Jensens indignation, når han fortæller om banderne. Ofte var de nazivenlige banders likvideringer sadistiske og unødigt ydmygende.

De var først og fremmest ikke fair, som Falk-Jensen formulerer det.

De skulle snakke først

Medlemmer af Schiøler og Lorentsen-gruppen holdt bl.a. til i nævnte Yngve Nielsens frisørsalon på Frederiksberg. Det lyder i sig selv som en scene i en mafiafilm. Det gør det også, når Falk-Jensen fortæller om en af mange aktioner, der gik galt. Det var lykkedes at lokke lederen af Lorentsen-banden ud til en lejlighed i Valby.

- Det fik vi lidt skyderi ud af. Det var mig, der skød. Jeg ramte ham i kravebenet. Det var med velberådet hu. Jeg ville ikke skyde hjertet. Det skulle gøre ondt, men han skulle ikke dø. De skulle forhøres ført, likvideres bagefter. Men vi skulle lige have dem til at snakke først. Det lyder måske lidt blodtørstigt. Det var slyngler, landsforrædere. Det skal man huske.

Falk-Jensen fortæller sin historie for at understrege, at det meste i modstandskampen, som i mange andre sammenhænge, var overladt til tilfældigheder.

Et par kvajpander

- Vi var et par kvajpander. Jeg fik en klemmer, da min pistol ikke gik af anden gang. Min makker faldt i sin frakke, da han ville pågribe Lorentsen, Det er vigtigt at forstå. Dagligdagen som modstandsmand var ikke heroisk, siger Povl Falk-Jensen.

Umiddelbart efter krigen koncentrerede Falk-Jensen sig om jobbet som bankassistent. Han stiftede familie, fik børn og på det seneste også oldebørn. I 30 år forsøgte han at lægge krigen fra sig. Men et skrøbeligt fordøjelsessystem fulgte ham i alle årene som en påmindelse om det pres, han var udsat for mellem 1943 og ’45.

- Det er jo nok konsekvensen af mit liv som modstandsmand. Naturligvis påvirker det én med alt det skyderi. Men sådan er det. Jeg gjorde det rigtige. Samarbejdspolitikken var åbent forræderi. Jeg kunne den dag i dag ikke drømme om at stemme radikalt. De Radikale er det argeste, man har i verden. Det er synd. På alle andre områder er de jo vældig intelligente. Men hvad hjælper intelligens, hvis man dør af det, spørger Falk-Jensen.