Når mor og far dumper forældreopgaven, og barnet anbringes udenfor hjemmet, så er det en god idé at bruge bedsteforældrene eller andre slægtninge.

Når far slår, mor drikker og kommunens sagsbehandler beslutter, at et barn skal væk fra sine forældre, så giver det god mening at bede barnets øvrige familie træde til.

Slægtsanbragte børn trives ofte bedre end børn, der er anbragt i traditionelle plejefamilier. Oftest er det bedsteforældre, der træder til, og de er meget stabile i forhold til andre plejefamilier.

Det er konklusionen i en ny rapport fra SFI-Campbell, der samler erfaringer fra fra 62 forskningsprojekter.

Men selv om slægtsanbringelser er brugbare i mange situationer, så er det ikke svaret for alle børn, der ikke kan bo hjemme mere, siger Mette Deding, leder af SFI-Campbell.

- Slægtsanbringelser er bedst, når det er forældrene og ikke barnet, der har problemer, eksempelvis forældre med psykiske problemer eller misbrugsproblemer. Og så kræver slægtsanbringelser naturligvis også, at bedsteforældrene kan tage vare på deres børnebørn, siger Mette Deding.

Nøglen til succes ligger i, at bedsteforældrene kender deres barnebarn i forvejen, fortæller Mette Deding videre.

- Det gør anbringelsen til et mindre "overgreb" for man bliver ikke på samme måde flyttet til helt andre familieforhold. Min personlige fortolkning er også, at bedsteforældre har større tålmodighed med deres børnebørn end en traditionel plejefamilie, siger Mette Deding.

I 2007 var 241 børn anbragt hos familiemedlemmer, mens 320 var i netværkspleje hos andre voksne, der kender barnet i forvejen. Lidt over 12.000 børn var med udgangen af 2008 anbragt uden for hjemmet.

/ritzau/