En detaljeret undersøgelse om motor-doping dokumenterer angiveligt, at flere ryttere i det internationale cykelfelt benytter sig af ulovlige motormidler til at få lidt ekstra skub i deres transportmiddel på landevejen. Foreløbig drejer det sig angiveligt om syv tilfælde over to forskellige løb.

Traditionelt forbinder vi en cykels fremdrift ved, at føreren træder pedalerne rundt. Bevares, medvind giver måske også et lidt højere km/t-tal på computeren, men ellers er det udelukkende læg- og lårmusklernes råstyrke, som får hjulene til at dreje rundt.

Måske skal vi til at indstille os på, at det ikke nødvendigvis altid er sådan på den allerstørste cykelscene.

Ifølge Cyclingnews præsenterer den franske tv-station Stade 2 og den italienske avis Corriere della Sera en detaljeret undersøgelse, som angiveligt dokumenterer motorer i flere cykler, senest under Strade-Bianche og etapeløbet Coppi e Bartali.

Søndag aften vil beviserne blive fremlagt på den franske tv-kanal, og Corriere della Sera har allerede taget hul på emnet i søndagens udgave. Kort fortalt har to personer - journalisterne Thierry Vildary og Marco Bonarrigo - brugt et termisk kamera til at 'scanne' cyklerne, når de er drønet forbi deres udkigsposter.

Angiveligt har de brugt kameraet, der til lejligheden var forklædt som et tv-kamera, til at dokumentere syv forskellige motorer under de to cykelløb. Fem af motorerne fandtes ifølge Cyclingnews i saddelpinden, en i det bagerste nav og en i kassetten. Motorer kan desuden skjules i hjulene, men her afslørede det termiske kamera ikke nogle 'varme' steder på cyklen i denne omgang.

Undersøgelsen vinder yderligere troværdighed ved følgende: Eksperter har angiveligt bekræftet, at det kun kan være ulovlige motorer, som er at se på optagelserne.

Cyclingnews refererer videre, at de forskellige typer af motorer kan generere alt lige fra 60 watt til 250 watt ekstra, hvilket hurtigt gør det til en markant fordel at benytte sig af det ulovlige middel - med mindre man selvfølgelig bliver udelukket fra sporten, som det var tilfældet for den belgiske cykelcrossrytter Femke Van den Driessche, som tidligere på året blev udelukket for livstid, da en motor blev opdaget i hendes cykel.

Femke Van den Driessche blev opdaget med en motor i sin cykel.
Femke Van den Driessche blev opdaget med en motor i sin cykel. Foto: YORICK JANSENS
Vis mere

Rygterne om motor-doping florerede allerede sidste sommer, og i februar publicerede den italienske avis Gazetta Dello Sport en artikel, der gik i dybden med emnet 'elektromagnetiske hjul'. Som avisen formulerede det, så vil sådanne hjul kunne forvandle »en gennemsnitlig rytter til et fænomen.«

Der er tilsyneladende ingen tvivl om, at motor-doping skal tages alvorligt, og den internationale cykelunion med præsident Brian Cookson i spidsen siger da også, at den er opmærksom på problemet.

Brian Cooksen medvirker i søndagens tv-program. Det skal blive spændende at se, hvad præsidenten siger til sagen og ikke mindst, hvad unionen agter at gøre ved den nyeste form for 'doping'.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her.