Marco Pantani gjorde folket forelsket i cykling og betalte for 10 år siden med sit liv

Da en ung, italiensk receptionist en vinterdag i 2004 fik til opgave at gå op på et af hotellets værelser for at se til en gæst, kunne han ikke forestille sig det syn, der mødte ham.

Receptionisten åbnede døren og blev mødt med et rod på hele værelset. Diverse medikamenter lå spredt på værelset, og på sofabordet lå noget hvidt pulver. Ved siden af sengen fandt han en lille skaldet mand, som lå med hovedet mod gulvet. Hans hoved var hævet og såret, og der var ingen livstegn. Han var død.

SE DE BEDSTE BILLEDER FRA PANTANIS KARRIERE

Manden var Marco Pantani. Piraten, som han blev kaldt blandt cykelfans, fordi han ofte kørte cykelløb med en bandana på den skaldede isse. Dødsårsagen blev senere vurderet til at være et hjertestop, som med al sandsynlighed var fremprovokeret af et stort og voldsomt misbrug af stoffer.

En ydmygende og trist død for en mand, som var højt elsket ikke bare i sit hjemland, Italien, men også blandt cykelfans over hele verden for sin eksplosive måde at køre cykelløb på. Han anses stadig som en af sportens bedste bjergryttere.

I dag er det 10 år siden, at den unge receptionist fandt Marco Pantani død på hotelværelset i feriebyen Rimini. Navnet Pantani er stadig stort i cykelsporten, og enhver cykelfan kan fremkalde indre billeder af Marco Pantani, som angriber sine konkurrenter på en bjergvej og kører alene væk. Et pragteksemplar af en bjergrytter fra dengang, hvor der var rigtigt cykelløb til, som gammelromantikere ville sige.

Men fortællingen om Marco Pantani er også en historie om doping, som førte til stoffer, depression, forfald og til sidst død.

Faldet begyndte i 1999. Marco Pantini havde året forinden vundet både Giro d’Italia og Tour de France. Nu var han i færd med at vinde Giro d’Italia igen, da han blev hevet ud af løbet efter en dopingprøve, som viste for høj hæmatokritværdi. Det var starten på enden for Pantini.

Den lille, skaldede italiener ramte bunden mentalt. Han begyndte at tage kokain og udviklede et misbrug, som ikke var motiveret af at køre hurtigere på cykel. Hans daværende kæreste var danske Christina Jønsson, og hun oplevede Pantanis fald fra toppen helt tæt på. En dag fortalte Pantani sin kæreste, at han var begyndt at tage kokain.

- Jeg græd. Jeg ville ikke tro på ham. Jeg var desperat, fordi jeg er bange for stoffer. Da Marco fortalte mig, at han tog dem, var det også en måde at sige til mig, at han gerne ville have, at jeg skulle tage dem sammen med ham.

- Hvis jeg elskede ham, skulle jeg gøre det sammen med ham – som et bevis på min kærlighed. Han var alene, og han var overbevist om, at jeg også forrådte ham. Denne periode var et mareridt, fortalte Jønsson, efter Pantanis død i 2004.

SE DE BEDSTE BILLEDER FRA PANTANIS KARRIERE

Jønsson tog kokain sammen med Pantani, men stoppede igen senere, og parret gik fra hinanden. Pantani kæmpede videre på alle mulige fronter. Han blev dybt paranoid, og han blev ramt af depression, begyndte at drikke og blev indlagt på en klinik for sine problemer. I mellemtiden havde han forsøgt at få karrieren på ret køl igen, men der var ikke den doping, der kunne få ham på toppen igen. Kun sporadisk var han tilbage i sit gamle tråd i bjergene, som da han vandt en bjergetape i Tour de France foran Lance Armstrong i 2000.

Men det fungerede stadig slet ikke for Piratten. Den engelske journalist Matt Rendell kendte Marco Pantani og har siden Pantanis død gået i fodsporene på Pantani, for at prøve at forstå italieneren og fortælle hans historie videre. Det blev til bogen ’The death of Marco Pantani’. På sin vej gennem Pantanis liv mødte Rendell en gammel klassekammerat til Pantani. Mario Pugliese var en af de få, som forsøgte at hjælpe Pantani helt til det sidste, hvor Pantani isolerede sig og tog livet af sig selv med stoffer.

- Det var sikkert en overdosis, der tog livet af ham, men dødsårsagen er kun en detalje. Kokain kan dræbe dig på mange forskellige måder, forklarede Pugliese.

Marco Pantanis historie er unik. Og alligevel er der set historier i cykelsporten, hvor der er lignende træk. Cykelrytterne Philippe Gaumont og Frank Vandenbroucke var begge succesfulde i deres sport, og ligesom Pantani endte de deres dage som følge af misbrug af stoffer. Sammenhængen mellem doping, en svag pyske og stofmisbrug er nærliggende.

I dansk perspektiv oplevede Jesper Skibby, hvordan hans dopingmisbrug førte ham ud i misbrug af andre stoffer både under og efter cykelkarrieren. Dopingen gjorde ham skør i hovedet, og han endte med at blive afhængig af valium. Skibby kæmpede sig ud af misbruget igen, men han har siden forklaret, hvordan hans dopingbrug gjorde vejen til andre stoffer nem. Det var en glidende overgang.

Den franske stjerne Richard Virenque er et af ansigterne på cykelsportens første store dopingskandale, Festina-skandalen. Han oplevede, hvordan han blev udstødt, som Pantani gjorde, da han blev hevet ud af Giro d’Italia i 1999. Han kunne meget vel have taget samme vej som Pantani efterfølgende.

- Jeg gik igennem hårde tider, hvor jeg kunne have endt ligesom Pantani, hvis ikke jeg havde haft nogen omkring mig. Hvis han havde haft en familie med kone og børn, så var han måske kommet igennem det, har Virenque senere fortalt.

Marco Pantani lagde aldrig skjul på, at han ikke var ligesom alle andre. Han gjorde faktisk en dyd ud af at være anderledes. Hans fremtoning og hans udtalelser var helt hans egen. Det var noget af det, der gjorde ham så interessant.

- Alle længes efter frihed til at opføre sig, som man vil. Jeg er en ’non-conformist’, og nogen føler sig inspireret af den måde, jeg udtrykker frihed til at udtale sig. Jeg har aldrig været omhyggelig eller beregnende på eller af cyklen. Jeg kører på instinktet og reagerer i øjeblikket. Der er kaos i hverdagen, og jeg indfinder mig i kaoset, forklarede han i 2002 til Matt Rendell.

Kaoset endte med at blive for meget for Pantani. Dopingen byggede ham først op og brød ham ned igen senere. Cykelfans jublede over ham, da han i en dopingrus smadrede sine konkurrenter og sågar vandt Tour de France i 1998, selvom den lille mand på ingen måde burde kunne køre en god enkeltstart. Samme cykelfans græd, da nyheden om Pantanis tragiske død nåede medierne.

Miguel Indurain har vundet Tour de France fem gange mod Pantanis ene. Men Indurain kunne ikke fortrylle publikummet, som Pantani kunne. Der var noget specielt over Pantani:

- Han fik folk til at blive interesseret i sporten. Der er ryttere, der har opnået mere end ham, men de lykkedes ikke med at drage tilhængerne, som Pantani gjorde.

Siden Marco Pantanis død for 10 år siden, har hans familie kæmpet for hans ære og eftermæle. Det er blevet påstået, at Pantani blev dræbt, hvad der ikke er blevet bevist. Familien mener, at Pantani er blevet uretfærdigt behandlet, og at det har været medvirkende til hans død.

Tidslinje: 10 år mod tragedien

1994
Marco Pantani kører både Giro d'Italia og Tour de France i 1994. Han bliver nummer to i Giroen og tre i Touren. Det er hans gennembrud i cykelsporten.

1998
Marco Pantani vinder både Giro d'Italia og Tour de France. Pantani kan normalt slet ikke finde ud af at køre enkeltstart, men klarer pludselig en tredjeplads i Tour de France.

1999
Pantani er i fuld gang med at vinde Giroen, da han bliver taget ud af løbet med en for høj hæmatokritværdi. Det er af helbredsmæssige årsager, at Pantani bliver taget ud. Sagen om den høje test skal vise sig at trække ud i mange år.

1999
Udsmidningen af Giro d'Italia bliver starten på enden for Pantani. Han begynder sit kokain-misbrug og får sin daværende kæreste, Christina Jønsson, med. Han føler sig uretfærdigt behandlet og forfulgt. 

2000
Marco Pantani kører Giro d'Italia igen, men han ender som nummer 28. Han udgår fra Tour de France og stiller aldrig op i løbet igen. Han vinder dog en bjergetape, som Armstrong efterfølgende siger, at han forærede Pantani.

2001
Der bliver fundet insulin på Pantanis hotelværelse under Giro d'Italia. Han påstår, at det er blevet placeret på værelset af andre. Han får året efter otte måneders karantæne, som senere bliver ophævet.

2003
Marco Pantani kører sit sidste løb i Giro d'Italia. Han bliver samme år indlagt på en klinik for personer med psykiske og alkoholiske problemer. Da han bliver udskrevet, siger han til en italiensk avis, at cykelfans skal glemme navnet 'Marco Pantani'. Til den dag kæmper han stadig med dopingsagen fra 1999, som endnu ikke er afgjort.

2004
14. februar bliver Marco Pantani fundet død på gulvet på sit hotelværelse i Rimini i Italien. Rundt omkring ham på værelset ligger medicin og kokain. Dødsårsagen er et hjertestop som følge af stofmisbruget. Flere mener stadig, at Pantani er blevet dræbt, og familien mener ikke, at han havde til hensigt at tage livet af sig selv.