Der er stuvende fuldt i retssal 12 i Københavns Byret, hvor nævningesagen mod Anton Njies formodede drabsmænd er gået i gang. Blandt tilhørerne er Anton Njies forældre og familie, som sidder på første række, og pårørende til de tiltalte.

- Jeg vil gerne se, hvem de er. Om de er mennesker, uhyrer, monstre. Jeg vil høre hvorfor? Hvorfor de skulle dræbe et menneske? Jeg vil se dem i øjnene, siger Joseph Njie.

Men her er også flere tilhørere, som ikke har relation til hverken Anton eller de tiltalte, men som er her for at følge den sag, som har forfærdet hele Danmark.

Blandt andet en klasse på 16 elever. Retsbetjenten har måttet hente flere stole for at få plads til alle.

De unge mænd, der er sigtet i sagen, er en 21-årig iraner og en 20-årig dansker. Ifølge anklageskriftet dræbte de den 19-årige Anton Njie med kniv for at få hans hans hue.

- Du har to muligheder. Enten giver du mig huen, eller jeg ruller dig for den, lød truslen ifølge anklageskriftet, da de to røvere passede Anton Njie op for enden af Strøget ved Kongens Nytorv kl. 5.50 en kold januar-morgen i år.

Stukket i brystet
Da han ikke afleverede huen, gik røverne løs på ham. Ifølge anklageskriftet var de enige om, at der skulle bruges kniv, og mens den nu 21-årige iraner hamrede løs på Anton Njie med knytnæver i hovedet og på kroppen, greb den i dag 20-årige dansker ham bagfra og stak ham én gang i brystet og tre gange i højre ben med en springkniv.

I dag bliver de to tiltalte så konfronteret med Antons forældre, bror, familie og venner, der møder op, selv om det gør ondt.

- Det har været hårdt. Jeg tænker på ham hvert sekund. Det er hårdt, at man nu skal gennemgå det hele igen, men jeg gør det for Antons skyld, siger Joseph Njie, der håber, at drabsmændene får en lang straf:

Kæmpe tomhed
- Det bringer ikke Anton tilbage. Men så kan de sidde og tænke på, at de har dræbt et andet menneske.

Antons bedste ven og grandfætter, Jens Borup Erichsen, føler stadig et kæmpe tomhed efter vennen:

- Jeg har jo været sammen med ham hver dag hele mit liv.

Jens Borup skal på arbejde og kan ikke følge retssagen. Og egentlig har han heller ikke rigtig lyst.

- Det er ikke dét, der betyder noget for mig. Jeg går over på hans gravsted, hvis jeg har brug for det, siger Jens Borup Erichsen.