UEFAs disciplinærkomité afgør Danmarks skæbne efter skandaleafslutning. Christian Poulsens røde kort udelukker ham fra kampen mod Letland. Selvom Danmark umiddelbart efter sidste fløjt blev annonceret som tabere af opgøret mod Sverige med 0-3, er intet afgjort endnu. UEFA's danske mediedirektør Frits Ahlstrøm oplyser, at der endnu ikke foreligger et resultat af kampen.

UEFAs kontrol- og disciplinærkomité, hvor danske Jim Stjerne Hansen er næstformand, skal snarest muligt træde sammen for at finde en afgørelse. Og samtidig beslutte, hvilke konsekvenser det får fremtidige kampe i Parken.

- På baggrund af dommernes indberetninger træffer UEFAs disciplinærkomité en afgørelse snarest, lyder meldingen fra Frits Ahlstrøm, der dog ikke vil sætte tidspunkt på.

- Det haster ikke i den forstand. Danmarks næste kamp på onsdag bliver ikke berørt af aftenens hændelser. Den er på udebane, og det røde kort er ikke en del af den beslutning UEFA skal træffe, forklarer UEFAs Frits Ahlstrøm.

/ritzau/