Lyt til artiklen

Neymar var tilbage på holdet, da Brasilien vandt sin ottendedelsfinale i opvisningsstil.

Mål på samlebånd, sprudlende angrebsspil og kombinationer udført i svimlende tempo.

Med Neymar tilbage på holdet leverede Brasilien en af VM's foreløbig bedste halvlege, da de femdobbelte verdensmestre mandag aften pryglede et chanceløst Sydkorea med 4-1 i ottendedelsfinalen.

Brasilianerne skulle kun bruge 36 minutter på at scorede de fire mål og kunne med god samvittighed spare på kræfterne efter pausen.

Det var en skarp kontrast til mønsteret tidligere i turneringen, hvor Brasilien har startet kampene forsigtigt og i lavt tempo. Her var de allerede efter syv minutter foran og på direkte kvartfinalekurs.

Raphinha tryllede på højrekanten og sendte bolden ind foran mål. Neymar fik ikke ram på den, men bagest i feltet havde Vinicius Junior masser af tid til først at tage et træk og derefter udplacere Kim Seung-gyu i målet.

Kort efter gjorde Neymar det til 2-0 på et nonchalant udført straffespark, men det var især Richarlisons 3-0-scoring efter en lille halv time, der fik tilskuerne op af deres sæder.

Marquinhos og Thiago Silva agerede stationer i et flydende kombinationsspil, der splittede det sydkoreanske forsvar for alle vinde og spillede Richarlison helt fri foran mål.

Sydkorea forsvarede sig skidt, men var også kommet på noget af en uriaspost mod et brasiliansk hold som for første gang ved VM slap håndbremsen.

Lucas Paqueta afsluttede endnu et velgennemført angreb med 4-0-scoringen efter 36 minutter. Og Richarlison nåede endda at misbruge en friløber, inden en underholdende første halvleg var forbi.

At brasilianerne gearede ned efter pausen, var ikke overraskende. Der bliver brug for alle kræfter i kvartfinalen mod Kroatien på fredag.

Målmand Alisson leverede store redninger, men kunne ikke forhindre Paik Seung-ho i at reducere til 1-4 på et kanonskud 14 minutter før tid.

Man havde dog fornemmelsen af, at Brasilien når som helst kunne skrue op for tempoet. Det blev aldrig nødvendigt, og landstræner Tite havde overskud til at hive både Neymar og Alisson ud af kampen i slutfasen.

Alisson blev erstattet af tredjemålmand Weverton, og dermed har samtlige 26 spillere i den brasilianske trup været på banen ved VM.

/ritzau/