Adele kan ikke bare ramme toner, vi andre ikke anede eksisterede. Hun kan også rappe som Nicki Minaj – og er selvfølgelig en ægte Spice Girl-fan.

Det afslørede hun i indslaget ‘Carpool Karaoke’, der blev sendt i The Late Late Show med tv-værten James Corden torsdag. ‘Carpool Karaoke’ er et fast koncept i Cordens show, hvor han samler forskellige verdensstjerner op for at køre en tur med dem, snakke om løst og fast og naturligvis høre køremusik – og synge med.

Belejligt nok bliver der flere gange spillet en stribe af Adeles egne sange som ‘Someone Like You’, ‘Rolling In the Deep’ og verdenshittet ‘Hello’. Et nummer Adele i øvrigt selv har spillet trommer på, afslører hun i bilen.

Sangerinden fortæller også, at hun drak sig fuld tre dage i træk over julen, at hun har det med at give fans goder, når hun er lidt beruset, at hun er Spice Girls-fan – og en habil rapper. Sidstnævnte er det egentlig vært James Corden, der bringer på bane, men Adele beviser hurtigt påstanden ved uden besvær at rappe et vers fra Nicki Minaj-sangen ‘Monster’.

Derudover kommer de to omkring alt fra Adeles venskab med Beyoncé til, hvordan hun bestiller bord på en restaurant, og om hun vil have et såkaldt ‘squad’ ligesom Taylor Swift.

Med andre ord: Du bør ikke snyde dig selv for disse gyldne 15 minutter.

Se hele videoen fra Adeles ‘Carpool Karaoke’ her.