Lyt til artiklen

Mindst en person er omkommet og mange sømænd savnes, efter tyfonen Chaba har ramt det sydlige Kina.

Tyfonen er gået i land byen Maoming i Guangdong-provinsen, og med sig har den bragt massive mængder regn.

Faktisk frygter de kinesiske myndigheder, at vandmasserne vil sætte nye rekorder for landet, skriver Reuters.

Inden den gik i land knækkede tyfonen på dramatisk vis et kinesisk skib midt over, og selv om tre sømænd efterfølgende blev reddet, er mindst 24 personer stadig savnet.

Tyfonen forventes gradvist at miste pusten, men har ifølge Reuters kostet mindst en person livet. Alle fly og tog i området er aflyst på ubestemt tid.