Et filmhold på 22 personer blev torsdag 28. juli angrebet og udsat for bevæbnet røveri og gruppevoldtægt af en gruppe mænd klædt i tæpper.

Det skete, mens holdet var i gang med at filme en musikvideo i en nedlagt mine i Sydafrika.

Mere end 80 mænd er efterfølgende blevet anholdt og tiltalt for at have begået gruppevoldtægten af i alt otte kvinder fra filmholdet, skriver The Guardian.

»De mistænkte beordrede alle til at lægge sig ned og begyndte voldtægten af de otte kvinder og berøvede alle deres ejendele, før de flygtede fra stedet,« sagde politikommissæren for Gauteng-provinsen, generalløjtnant Elias Mawela, i en udmelding.

De mistænkte er ulovlige minearbejdere, kaldet 'zama-zamaerne', der graver efter guld i lukkede mineskakter.

Mandag protesterede mere end 300 mennesker uden for retsbygningen i Krugerdorp i Sydafrika. Demonstranterne fra lokalsamfundet og kvindeorganisationer mener nemlig, at de illegale minearbejdere står bag flere gruppevoldtægter og røverier i området.

Zandile Dabula er generalsekretær for Operation Dudula, som er en organisation, der protesterer mod illegale immigranter i Sydafrika. Han er utilfreds med politiets indsats.

Derfor fortæller han, at han nu vil kræve, at den lokale politistation bliver sat under administration, da samfundet har rapporteret om mange forbrydelser begået af 'zama-zamerne', hvor politiet intet har gjort.