Britiske George Salt mistede sin lille datter to dage efter, hun blev født i 1988. I 30 år har han grædt tårer og sørget ved hendes grav ved Southern Cemetry i Manchester. Eller det troede han i hvert fald.

Nu viser det sig, at datteren slet ikke ligger begravet der, hvor han var overbevist om, at hun lå. I flere årtier har han nemlig sørget ved et tomt gravsted, hvor gravstenen fejlagtigt har været placeret.

Det skriver BBC.

Fejlen skyldes en kommunal svipser af de helt store. Gravstenen blev i 1980'erne ved en fejl rykket til det tomme gravsted. Først i år opdagede gravere den store fejl og rykkede stenen til det sted, hvor George Salts datter i sin tid blev lagt i jorden.

»Når du tager hen til et gravsted, sidder du og snakker og deler dine problemer, og så er det frustrerende, at jeg har siddet og snakket til et stykke jord, hvor hun ikke ligger,« siger George Salt ifølge BBC.

Byrådet i Manchester undskylder nu for brøleren, men kan ikke give en forklaring på, hvordan fejlen er opstået.