Mens alt fokus burde være på Mads Würtz Schmidts debut i Tour de France, har den danske Katusha-rytter pludselig fået mere at tænke på. Hans fremtid er på spil.

Det schweiziske hold med de russiske rødder er havnet i økonomiske problemer, efter en af holdets helt store sponsorer, shampoo-producenten Alpecin, har meddelt, at den ikke vil forlænge aftalen med Katusha efter denne sæson.

Dermed mangler holdet rigtig mange millioner i budgettet.

»Vi blev indkaldt til møde, dagen inden Touren begyndte, og blev opdateret af ledelsen. De bad os tage det stille og roligt og ikke gå i panik. Budskabet var, at vi ikke skal lade os påvirke af alle rygterne, men selvfølgelig følger man lidt med,« siger Mads Würtz Schmidt.

Mads Würtz Schmidt Team KATUSHA ALPECIN under linjeløbet ved DM i landevejscykling, i Esbjerg søndag den 30. juni 2019.
Mads Würtz Schmidt Team KATUSHA ALPECIN under linjeløbet ved DM i landevejscykling, i Esbjerg søndag den 30. juni 2019. Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

Danskeren har kontrakt med Katusha for næste sæson, og dermed er han ikke i fare for at ryge ud af. Men ledelsen er totalt handlingslammet denne sommer, og holdets russiske stjerne Ilnur Zakarin meldes på vej væk.

Lige nu kan Katusha ikke tilbyde kontraktforlængelser, og tiden arbejder mod holdet.

Normalt er det under Touren, at man forhandler aftaler hjem med ryttere for de kommende sæsoner, men det kan holdets øverste chef, Jose Azevedo, bare ikke gøre.

Det er Katushas ejer, russeren Igor Makarov, der nu skal afgøre, hvad der skal ske, hvis ledelsen ikke kan finde nye store sponsorer. Makarov har selv i årevis smidt voldsomt mange penge i holdet, men han har for længst signaleret, at den tid er forbi.