Jeg har det lidt, som om det var juleaften. Man havde glædet sig som et lille barn, men så endte man med at få et par sokker.

Det hele sluttede ikke som det store festfyrværkeri, men det er faktisk lidt uretfærdigt, at det ender sådan.

For det har været det bedste Tour de France, jeg nogensinde har set. Der har været den ene episke etape efter den anden, og selv de flade sprinteretaper har været sindssygt spændende.

Thomas De Gendts sejr på ottende etape burde ikke kunne lade sig gøre, og de to franskmænd Julian Alaphilippe og Thibaut Pinot har skabt fransk fest som aldrig før med deres imponerende kørsel.

Og det er jo det, der gør det hele så fandens interessant. Uforudsigeligheden. Det bedste ved cykelløb er jo, når man tager fejl, og det værste er, når det går, som man har spået.

Derfor vil man også huske årets Tour de France for at være der, hvor man var tættest på at tage mest fejl, men så endte med at få ret alligevel. Det tog bare lidt længere tid, end man havde regnet med.

Inden havde de fleste nok sagt, at enten Egan Bernal eller Geraint Thomas ville vinde, og så ender de med at blive et og to. Så er alt jo ved det gamle.

Nu var der lagt op til det helt store brag i finalen, men så ender det, som alle havde forudset.

Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

Jeg tror også, det er derfor, at mange seere hjemme i stuerne nu sidder tilbage med en lidt tung fornemmelse.

Men man skal huske, at indtil afslutningen har det jo været fantastisk hele vejen igennem.

For os danskere var det selvfølgelig knap så fantastisk med Jakob Fuglsang. Men inden folk påstår, at det aldrig var realistisk med et podie, så lad os lige stoppe op en gang.

Hvis Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann kan ligge og slås om tredjepladsen, så burde Fuglsang vel også kunne gøre det. I teorien kan man jo dårligt sige, at han ikke skulle kunne gøre det.

Så man har bestemt kunnet tillade sig at drømme om en podieplads til Fuglsang uden hverken at være tosset eller have klaphatten for meget på.

Rimelig tidligt blev det dog klart, at han ikke havde benene til at køre med de stærkeste, og i bedste fald kunne han have kørt om at blive blandt de næstbedste, og det er jo stadig en stor, stor præstation.

Nu bliver det spændende, hvad Jakob Fuglsang finder på, og hvad ambitionen skal være.

Men spørger du mig, skal han tænke sig om, så det ikke ender med, at han 10 år efter sin karriere ender med at skrive en bog, hvor skriften er: 'Jeg kørte efter Tour de France-klassementet, og det ødelagde min karriere'.

Jakob Fuglsang måtte skuffet forlade årets Tour de France efter et styrt på 16. etape.
Jakob Fuglsang måtte skuffet forlade årets Tour de France efter et styrt på 16. etape. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Der er jo fandeme en etapesejr eller to i ham, hvis han kørte lidt anderledes. Og der er vel ret beset også en Vuelta-sejr, om man vil. Men det afhænger af, hvad han i sidste ende beslutter sig for.

Det har været en Tour, der har indeholdt alt det, vi gerne vil se, og mere til. Også selv om det med danske briller ikke gik, som vi både have håbet og troet på.

Dramatik, uvejr, jordskred og den ene vilde etape efter den anden. Mere kan man vel ikke rigtig be' om, kan man?

Så lever vi også med, at det hele til sidst lidt føles som nytårsfesten, der fes ud, inden kransekagen var skåret ud.