Selvom alvorlige anklager mod tennisspilleren Alexander Zverev er kommet frem i flere omgange fra ekskæresten Olga Sharypova, har ATP-organisationen forholdt sig fuldstændig tavs og passiv.

Indtil nu.

For nu åbner herrernes tennisorganisation, ATP, en intern undersøgelse af påstandene om vold begået af den tyske verdensstjerne i 2019.

Det oplyser de i en pressemeddelelse, efter organisationen har modtaget en bestilt uafhængig sikkerhedsrapport.

»Anklagerne mod Alexander Zverev er alvorlige, og vi har en forpligtelse til at følge op på dem. Vi håber, at vores undersøgelse vil gøre os i stand til at opklare, hvad der er sket, så vi kan drage de rigtige konklusioner og bestemme passende foranstaltninger,« udtaler ATPs administrerende direktør, Massimo Calvelli, blandt andet.

Det er en episode fra ATP Masters 1000 i Shanghai i 2019, som nu skal undersøges til bunds.

Her har ekskæresten Olga Sharypova i et stort interview fortalt, hvordan hun blandt andet blev slået af den tyske tennisstjerne på deres hotelværelse, og hvordan hun forsøgte at tage sit eget liv som følge af fysisk og psykisk vold.

I interviewet blev han ifølge Sharypova 'mere voldelig end nogensinde før'. Han skulle blandt andet have taget fat om halsen på hende og skubbet hende op ad væggen på badeværelset kort tid efter, hun var kommet ud af badet.

Alexander Zverev har gennem hele forløbet afvist alle anklager om vold mod sin ekskæreste.
Alexander Zverev har gennem hele forløbet afvist alle anklager om vold mod sin ekskæreste. Foto: Carmen Mandato
Vis mere

Episoden er dog langtfra den eneste, som ekskæresten har fortalt om.

Olga Sharypova har også fortalt om to andre episoder, der skulle være foregået under henholdsvis US Open i New York og Laver Cup i Genève i 2019.

Ved US Open skulle Zverev have forsøgt at kvæle hende med en pude, mens han under Laver Cup skulle have slået hende i ansigtet for første gang. De to episoder bliver dog ikke nævnt af ATP og ser derfor ikke ud til at indgå i undersøgelsen.

Alexander Zverev har hele vejen igennem afvist alle anklager og også sat sine advokater på sagen.

ATP-bossen, Massimo Calvelli, oplyser i mandagens pressemeddelelse, at tyskeren byder undersøgelsen velkommen.

»Vi forstår, at Zverev glæder sig over vores undersøgelse og anerkender, at han har afvist alle anklager. Vi vil også overvåge enhver juridisk udvikling efter det foreløbige påbud, som Zverev opnåede ved de tyske domstole.«

Olga Sharypova har alle gange fortalt om anklagerne til den anerkendte amerikanske tennisjournalist Ben Rothenberg.

ATP er af mange i tennismiljøet blevet kritiseret for at have forholdt sig tavs i sagen om Alexander Zverev, da anklagerne om vold er foregået under turneringer, som ATP er ansvarlig for.

Olga Sharypova har i flere omgange anklaget sin ekskæreste, Alexander Zverev, for fysisk og følelsesmæssigt misbrug.
Olga Sharypova har i flere omgange anklaget sin ekskæreste, Alexander Zverev, for fysisk og følelsesmæssigt misbrug. Foto: Foto: Olga Sharypova/Instagram
Vis mere

Blandt andet har den britiske stjerne Andy Murray for nylig fortalt i et interview, at man burde gøre mere i forhold til tyskerens sag og de alvorlige anklager.

Nu er første skridt så taget.

24-årige Alexander Zverev er en af de største stjerner i tennisverdenen lige nu og er aktuelt placeret som nummer fire i verden.

Han har endnu til gode at vinde en grand slam-titel, men kunne senest juble over sin hidtil største triumf, da han vandt guld ved OL i Tokyo.