Op til CES-messen i Las Vegas i næste uge spyr producenterne nye mikrobærbare ud.
Ultrabook-kategorien er fortsat i sin vorden, men det kommer ikke til at vare ved. I hvert fald vælter det frem med nye ultrabooks op til forbrugerelektronikmessen CES i Las Vegas i næste, der forventeligt bliver skueplads for massevis af de små, fikse bærbare.
Ultrabooks er populært sagt PC-udgaven af en Macbook Air - altså bærbare med fuldt tastatur og normal skærmstørrelse (det vil sige over 12 tommer), men samtidig helt skrællede for alt overflødigt og dermed også supertynde og lang batteritid.
Vokser vildt
Mens Apple har været isbryderen med Macbook Air, der nu udgør 28 procent af Apples samlede salg af bærbare i USA, er det Intel, der har standardiseret begrebet, og i 2012 forventes massevis af producenter at melde klar med ultrabooks, der altså ikke må forveksles med de bittesmå netbooks (mini-PCer), der ofte bare var små maskiner med billigt hardware.Op til CES-messen har HP kækt vimset med en teaser for selskabets kommende Ultrabook, Envy Spectre (se video forneden i denne artikel), og nu har også Lenovo lanceret to nye ultrabooks. Det samme har LG, der forventes at vise de nye, tynde maskiner frem på CES.
For nylig meldte også Asus klar med Asus Zenbook UX31, som b.dk har kigget på - anmeldelsen er på vej.
Kun få procent - endnu
I 2011 var salget af Ultrabooks kun omkring 2 procent af det samlede bærbare salg, primært drevet af Macbook Air, men allerede inden 2015 forventes den nye produktkategori at nærme sig halvdelen af alt salg af bærbare.Prisen på den nye type bærbare falder løbende i takt med, at blandt andet prisen på SSD-harddiske presses nedad. Denne relativt nye type harddiske har tidligere været hundedyre selv for meget små diske, men vil blive mere spiselige efterhånden som produkterne bliver mere udbredte. SSD-harddiske har ingen bevægelige dele, og bidrager til den bedre batteritid, der i ultrabooks ofte snerper i retning mod 10 timer ved let brug.
Komponenterne, der skal til at bygge en ultrabook, kan forventes at falde i pris med op til ti procent allerede i første halvår, lød vurderingen for nylig fra asiatiske producenter.