Emiliano Marcondes, som har brændt Superligaen af i den seneste halvanden sæson med intet mindre end 29 mål, er fortid i den bedste danske række.

Til nytår stiller han op for Brentford i The Championship i England, og i den forbindelse har han givet et rørende interview med Fodboldmagasinet på DR.

Her fortæller den 22-årige Superligatopscorer om en turbulent barndom i Hvidovre med en musiker-far og en brasiliansk mor, der drak.

»Da min mor boede her, drak hun meget. Derfor brugte jeg mange timer hos mine venner, fordi jeg gerne ville væk fra den hverdag, hvor jeg så min mor være fuld så meget,« siger Marcondes i indslaget på DR. I videoen over artiklen kan du se et andet interview med Marcondes fra Eurosport, hvor han taler om sin fars store støtte gennem karrieren

Emiliano Marcondes efter sin sidste kamp for FCN.
Emiliano Marcondes efter sin sidste kamp for FCN. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Da han er ni år, bliver forældrene skilt og moren flytter tilbage til Brasilien. Marcondes bruger blandt andet fodbolden til at fylde hullet ud efter morens fravær.

Flere år senere, da han er kommet på kontrakt i FCN, får han besked om, at hans mor er blevet alvorligt syg med leverbetændelse i hjemlandet.

Fodboldspilleren har på det tidspunkt ikke set moren i otte år. Men han når ikke at besøge hende, inden hun dør.

»Der ramte det mig for første gang, hvor ærgerligt det var, at jeg ikke havde taget det mere seriøst at besøge hende, og tage mere kontakt til hende,« siger Marcondes, som fortæller, at fodbolden også i denne svære periode var med til at holde ham oppe.

Ærgerrigheden på banen kommer ham til gode og i 2013 debuterer han i Superligaen som 18-årig. I de seneste sæsoner har han udviklet sig til at blive en af ikke bare holdets, men også Superligaens største stjerner.

I weekenden blev han derfor hyldet på Right To Dream Park i Farum, hvor han i sin sidste kamp i den røde trøje scorede to mål i FC Nordsjællands 3-2-sejr over Hobro.

Desværre havde FCN-fansene stavet Marcondes' navn forkert på et stort banner. Se det sjove klip herunder.

I de kommende sæsoner gælder det udfordringerne i Brentford i den næstbedste engelske række for den mest scorende spiller i FCN’s historie.