Mark Strudal skal fremover bestride en dobbeltrolle i Brøndby. Den tidligere landsholdsspiller skal fremover være angrebs- og assistenttræner i Brøndby efter, at han forlader FCN efter ti år i Farum-klubben.

»Brøndby er på en høj hylde, men har ambitioner om mere og det bliver en stor og spændende udfordring at være med til at videreudvikle klubben i den retning,« siger han.

»Som spiller havde jeg en fantastisk tid i klubben. Brøndby har og havde nogle suveræne fans, og selvom jeg nu skal til Brøndby i en helt anden rolle, så glæder jeg mig vildt meget til at komme i gang. Brøndby er en æressag for mig.«

Torsdag aften afholdes FCN Awards, og det bliver en vemodig oplevelse for Mark Strudal, der takker af.

»Jeg skylder FCN alt. Jeg er slet ikke færdig med at lære som træner endnu, det bliver man nok aldrig som træner, men jeg har lært enormt meget af at stå i mesterlære hos Wieghorst, Hjulmand og Kristjiansson. Plus alle de andre fantastiske mennesker i og omkring klubben. Det bliver en aften med mange kram og store følelser,« siger han.

»Det har været en stor rejse med FCN med mesterskab, pokaltriumfer, Champions League og Europa League og jeg er enormt stolt at mit lille bidrag i FCN's meget store udvikling.«