Mathias 'Zanka' Jørgensen er en mand med temperament. Det beviste midterforsvareren igen i minutterne efter FC Københavns derby-nederlag til Brøndby.

Da TV3+ fangede ham til et interview, bed han flere gange af journalisten. Journalisten ville blandt andet vide, om Brøndbys 1-0-sejr var retfærdig.

»Nej,« svarede 'Zanka' kort og blev bedt om at uddybe.

»Så du overhovedet kampen?,« lød svaret til TV3+.

»Ingen, der så kampen, kan være i tvivl om, at vi havde fortjent en bedre skæbne. Men det kan vi ikke ændre på nu.«

Mathias 'Zanka' Jørgensen mente også, at FC København havde haft chancer til det udlignende mål. Især i kampens slutfase vadede holdet i chancer.

»Vi skaber tre 100 procent-chancer, som vi skal score på. Vi står her og kan kun pege fingre ad os selv.«

Hvad kan I tage med fra kampen?

»Ikke en skid.«