Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Jeg er virkelig bange. Jeg har ikke lyst til at dø.«

Sådan siger Susanne Gunge. Hun ryster, og store tårer triller ned ad hendes kinder.

Hun sidder på sit værelse på den lukkede psykiatriske afdeling i Brønderslev.

Udenfor sidder en mand og holder vagt – klar til at gribe ind og slå alarm, hvis Susanne forsøger at tage sit eget liv.

Noget, hun har prøvet på mange gange.

Men Susanne ønsker faktisk at leve. Hun drømmer om at komme ud af det her værelse og hjem til sit hus og sine tre voksne børn.

Hun savner sin kat.

Drømmen virker bare utopisk.

Susanne elsker naturen – særligt gule blomster er et hit.
Susanne elsker naturen – særligt gule blomster er et hit.
Vis mere

Susanne lider nemlig af bipolar personlighedsforstyrrelse og periodisk depression.

Det blev opdaget i 2012, da hun blev indlagt første gang med selvmordstanker.

Op indtil da, har hun egentlig levet et liv, der i hvert fald udefra set, har virket normalt.

Hun er gift. Mor. Arbejdende.

Lige fra hun var lille, har Susanne følt, at noget var galt. Men det var først for ti år siden, at hun fandt ud af hvad.
Lige fra hun var lille, har Susanne følt, at noget var galt. Men det var først for ti år siden, at hun fandt ud af hvad.
Vis mere

Inderst inde vidste Susanne godt, at noget ikke var, som det skulle være. Men det er altså først efter en turbulent periode på arbejdspladsen, at korthuset for alvor begynder at vælte, og hun bliver indlagt og diagnosticeret.

Turbulensen fortsætter, da hun kort efter bliver skilt, og fra hendes første indlæggelse og flere år frem er Susanne fanget i en ond karrusel.

Frem til 2016 er hun nemlig kastebold mellem psykiatriske systemer.

I Hjørring Kommune, som hun bor i, er det socialpsykiatrien, der skal hjælpe hende.

Men hjælpen er ikke tilstrækkelig, og derfor ender hun gang på gang med at blive indlagt i regionspsykiatrien.

Og det er langt fra enestående for Susanne.

Det fortæller både Psykiatrifonden og foreningen Bedre Psykiatri.

»Vi oplever desværre tit, at kommunerne ikke har tilstrækkeligt med midler til at give en ordentlig støtte til mennesker med psykisk sygdom. Derfor giver de alene det, som borgeren har minimumskrav på, og som sjældent er nok,« siger Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i bedre Psykiatri.

»Men det betyder, at udgifterne bare bliver skubbet over i regionen, så det er jo grundlæggende en meningsløs model. Det er en utrolig dårlig udnyttelse af ressourcerne, og det er dybt uværdigt.«

Torsten Bjørn Jacobsen, formand i Psykiatrifonden, deler hendes kritik.

»De menneskelige omkostninger ved, at kvaliteten i psykiatrien mangler, er enorme. Desuden er det økonomisk hul i hovedet, at man er så budgetfikseret og kun har blik for udgifterne her og nu,« siger han og fortsætter:

»For det kommer jo til at koste mere på sigt, at man ikke hjælper tilstrækkeligt i nuet.«

Susanne har været indlagt mange gange for selvskadende adfærd, efter hun har følt sig svigtet af systemet.
Susanne har været indlagt mange gange for selvskadende adfærd, efter hun har følt sig svigtet af systemet.
Vis mere

For cirka 5.000 kroner om ugen, kunne man støtte Susanne hjemme i kommunen. En seng på en lukket psykiatrisk afdeling i Region Nordjylland koster som minimum 3.939 kroner om dagen. Fra 2012–2016 lå Susanne mere i sådan en seng, end hun gjorde i sin egen.

Og på trods af de mange indlæggelser, fik hun det ikke bedre, hvilket ikke undrer en psykiater, som B.T. har talt med.

»Behandlingen i psykiatrien er en afdæmpende foranstaltning af selvmordsrisikoen. Når den falder, så er man ude igen,« siger psykiateren.

Region Nordjylland oplyser i et skriftligt svar, at indlæggelse i psykiatrien ikke alene er et værn mod selvmord, men en bred indsats som skal støtte mennesker i at finde tilbage til hverdagen.

Men den forklaring giver psykiateren altså ikke meget for.

»Det er enormt ressourcekrævende at give en reel hjælp til mennesker som Susanne med komplekse og vedvarende lidelser. Derfor gør man det yderst sjældent,« siger han.

Susanne blev på et tidspunkt tilbudt ambulant psykoterapi af regionen. En halv time hver tredje uge. Derudover var hun i høj grad overladt til den utilstrækkelige kommunale støtte.

Men i 2016 sker der noget i Susannes liv. Hjørring Kommune ser hendes negative mønster med månedlange indlæggelser og kort tid hjemme og beslutter, at der skal nye øjne på sagen.

I 2021 køber Susanne et hus, som hun selv er med til at sætte i stand. Noget, hun end ikke havde turde drømme om for få år siden.
I 2021 køber Susanne et hus, som hun selv er med til at sætte i stand. Noget, hun end ikke havde turde drømme om for få år siden.
Vis mere

Det skal vise sig at blive et vendepunkt i hendes liv.

»For første gang møder jeg et menneske, der ser mig, for den jeg er, og som hjælper mig,« siger Susanne.

Langsomt forandrer mønstret sig, og Susannes besøg på den lukkede afdeling i Brønderslev bliver mindre hyppige.

I 2021 køber hun et hus, som hun selv er med til at sætte i stand.

»Jeg kunne pludselig se, at jeg kunne male en væg. Og jeg kunne fuge. Jeg var faktisk godt til det,« siger hun forsigtigt.

Livet så lyst ud.

I hvert fald frem til starten af 2022, hvor kommunen igen kigger på hendes sag.

B.T. har forelagt kritikken for Hjørring Kommune, som ikke ønsker at kommentere den konkrete sag.

Læs kapitel 2 af Susannes historie søndag.

Andre læser også