Mågerne flyver tæt over havoverfladen, som næsten dirrer elektrisk. Og så kommer den. Pukkelhvalen.

Anders Rasmussen var torsdag eftermiddag ude at fiske med sin kammerat Torben og deres børn, da de pludselig kommer i nærkontakt med det 15 meter store dyr.

»Der var nogen i kajak, der sagde, de havde set en spækhugger, og så sejler vi hen for at se den. Men vi kan ret hurtigt konstatere, at der er tale om en pukkelhval,« siger Anders Rasmussen.

Han havde nemlig ganske få dage forinden kigget på legetøjsfigurer af forskellige hvaler, og kunne ret nemt spotte pukkelhvalens kendetegn.

»Den her store mund og det hvide under finnerne gjorde, at jeg ikke var i tvivl,« siger Anders Rasmussen.

Med sig om bord havde han sin treårige søn Magnus, som han tit tager på fisketur med, og oplevelsen gjorde stort indtryk på dem begge.

»Jeg vil gætte på, at den i hvert fald har været 15 meter lang. Dens hoved var på størrelse med min båd. Så selvom det var fedt, var det også lidt ubehageligt, når den var helt tæt på under overfladen, og vi ikke vidste, hvor den var,« siger han.

Men ifølge Ivar Høst, vildtkonsulent ved Naturstyrelsen, er der altså ikke noget at være bange for.

Anders Rasmussens 3-årige søn Magnus er tit med far ude at fiske. Men han har aldrig set noget lignende det, de mødte torsdag.
Anders Rasmussens 3-årige søn Magnus er tit med far ude at fiske. Men han har aldrig set noget lignende det, de mødte torsdag. Foto: Privat
Vis mere

»De her hvaler er enormt gode til at fornemme deres omgivelser og manøvrere. Så selvom det kan virke voldsomt med så stort et dyr, så er de altså ikke en trussel eller til fare for joller, både eller kajakker,« vurderer han.

Selv er han bare misundelig over, at det ikke var ham, der fik hvalen at se.

»Det er jo sjældent, at sådan en stor hval kommer ind i det danske farvand, så det er da en oplevelse, jeg selv og mange andre nok gerne ville have haft,« siger han.

Og på trods af sine mange år som lystfisker står den her dag da også som en af de største i Anders Rasmussens historik på havet.

Pukkelhvalen overraskede lystfiskerne i Nordjylland ud for Frederikshavns kyst.
Pukkelhvalen overraskede lystfiskerne i Nordjylland ud for Frederikshavns kyst.
Vis mere

»Det er da vildt. Og det er jo slet ikke sikkert, at vi får lov til at opleve det igen,« siger han.

En analyse, han meget vel kan få ret i.

»Hvalen er nok bare på besøg for en kort stund. Jeg tror, den svømmer andre steder hen, når den finder ud af, at der er andre steder, den kan få mere at spise,« siger Ivar Høst.

Pukkelhvalen spiser overvejende krill, men kan også jage andre fisk. Hvilket Anders Rasmussen, Torben og børnene da også tydeligt kunne se.

»Mågerne fløj jo over vandet, hvor den var, for når den nærmede sig overfladen, så sprang sildene op i et desperat forsøg på at komme væk. Så tog den en mundfuld og forsvandt under overfladen igen,« siger Anders Rasmussen.