Sære lysglimt på nattehimlen og en brummende lyd har undret flere borgere i Ringsted Kommune den seneste uges tid.

Det er hverken ufoer eller bier, som svæver over den midtsjællandske kommune. Derimod er det en drone, som flyver cirka 100 meter over jorden hver dag fra klokken 23 om aftenen til klokken 6 den efterfølgende morgen.

Det lille førerløse luftfartøj er indsat af Ringsted Forsyning for at finde lækager på kommunens fjernvarmenet, skriver TV ØST.

Det fungerer således, at dronen termograferer områder, hvor der kan være vandspild.

Dronen blev sat op mandag den 10. december og skal måle 14 dage frem, hvis vejret tillader det.

På Ringsted Forsynings hjemmeside, bliver det forklaret, at dronen ikke fotograferer fra luften:

'Som beboer vil I muligvis kunne høre en svag brummen, når dronen passerer, og der vil også være lysglimt fra dronen. Det er vigtigt at påpege at der ikke tages billeder fra dronen, der måles kun varmeudvikling fra jorde,’ skriver Ringsted Forsyning på sin hjemmeside.

Behovet for at undersøge Ringsteds fjernvarmenet kommer af, at kommunen i foråret 2018 oplevede et vandspild på mere end 20 kubikmeter i døgnet.

Efterfølgende fandt de tre brud på fjernvarmenettet, og nu er vandspildet reduceret til ti kubikmeter i døgnet, skriver Ringsted Forsyning på sin hjemmeside.

Tidligere er termofotografering foregået med bil, hvor kommunen fysisk har kørt rundt på udvalgte strækninger. Dog har de erfaret, at denne type indsats kun dækker 50-70 procent af den samlede ledningstracé.

Derfor skal indsatsen med droner give kommunen et bedre billede af lækagerne.

Det er firmaet Drone Systems, som er entreprenør på opgaven.