Du kan få langet bøder ud af politiet, men hvis en privat virksomhed vil give dig en økonomisk lærestreg, så hedder det en kontrolafgift, som man kender fra DSB-togene og parkeringspladser.

Men man kan faktisk også risikere at få en bøde i biografen, hvis man ikke overholder retningslinjerne. I hvert fald i den populære biograf Cinemaxx, som ligger i landets tre største byer.

Det oplevede 22-årige Lucas Christensen, da han fredag var med sine venner i den københavnske afdeling af Cinemaxx på Fisketorvet for at se den nye James Bond-film, 'No Time to Die'.

Lucas Christensen var med tre venner ude at fejre den ene vens fødselsdag med en tur i biografen, der skulle efterfølges af en bytur.

Lucas Christensen fik en stor bøde for at sætte sig i en biografsal uden billet. Foto: Lucas Christensen.
Lucas Christensen fik en stor bøde for at sætte sig i en biografsal uden billet. Foto: Lucas Christensen.
Vis mere

Da James Bond havde skudt færdig, og rulleteksterne kørte, fik Lucas og en af vennerne den fikse idé at sætte sig ind i en anden sal og se lidt af en anden film, mens de ventede på de to andre venner, der skulle hente en femte ven.

Men de blev taget på fersk gerning af en ansat.

»Han beder os om at vise vores id, men det vil vi ikke i første omgang. Så siger han, at hvis vi ikke viser identifikation, så vil politiet blive indblandet,« siger Lucas Christensen og fortsætter:

»Da vi så viser ham vores id, giver han os en bøde på 1.500 kroner. Han bliver ved med at kalde det en bøde og siger så, at hvis vi ikke betaler den inden for tidsfristen, vil vi blive retsforfulgt,« siger Lucas Christensen, der er studerende.

Til sammenligning ligger en parkeringsbøde i København på mellem 510 og 1.020 kroner og en DSB-kontrolafgift på 750 kroner.

Lucas Christensen erkender, at det var dumt at sætte sig ind i en sal, man ikke har billet til, men han sidder alligevel tilbage med undren.

»Det står ingen steder i biografen, ligesom det for eksempel gør i togene. Hvis jeg havde vidst, at det ville koste mig 1.500 kroner, havde jeg nok tænkt mig om,« siger Lucas Christensen og forklarer, at den efterfølgende bytur blev noget mere skrabet, end det ellers var meningen, da 1.500 tager en stor luns af studenterbudgettet.

Reglen om kontrolafgifter fremgår heller ikke af Cinemaxx' hjemmeside, men B.T. har fået tilsendt biografens ordensreglement, hvor det forklares, at biografen jævnfør straffelovens §276 opkræver en kontrolafgift på 1.500, hvis man opholder sig i deres biografsale uden gyldig billet.

CinemaxX langer bøder ud, hvis du ikke overholder deres retningslinjer. Foto: Scanpix
CinemaxX langer bøder ud, hvis du ikke overholder deres retningslinjer. Foto: Scanpix Foto: CLAUS BJØRN LARSEN
Vis mere

§276 er tyveriparagraffen i straffeloven.

Det fremgår ligeledes, at der følger en politianmeldelse med kontrolafgiften, men den venter Lucas og vennerne fortsat på.

»Jeg har tjekket min e-Boks konstant siden i fredags. Vi står og er i tvivl, om vi er blevet politianmeldt,« siger Lucas Christensen.

Hos Cinemaxx' biografrivaler Nordisk Film har man ikke samme fremgangsmåde over for 'salhoppere'.

»Det er ikke noget, vi har problemer med, og vi kunne ikke finde på at give bøder. Hvis folk laver det nummer der, så beder vil folk om at købe en billet eller gå deres vej,« siger direktør i Nordisk Film Casper Bonavent til B.T.

B.T. har hele søndagen forsøgt at få en kommentar med Cinemaxx, men det er ikke lykkedes.