Fredag gik flere end 30.000 mennesker mindeoptog for Kim Larsen i København. Optoget endte ved Gammel- og Nytorv, hvor både kendte og ukendte kunstnere spillede Larsens sange. En af dem var Freja-Bella Lindahl.

»Det er noget af det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig optrådt for så mange mennesker - og de sang bare allesammen med,« fortæller den 16-årige gymnasieelev.

Freja-Bella så på Facebook-begivenheden 'OPTOG for KIM Larsen,' at de søgte nogen, der ville spille til mindebegivenheden. Hun tilmeldte sig, og få dage efter stod hun med sin guitar foran flere tusinde mennesker og sang Kim Larsens 'Om lidt.'

»Det var lidt svært, for jeg kunne ikke rigtig høre mig selv, når alle sang med. Men jeg synes, folk var meget søde og kiggede forstående på mig. Der var en lidt trist, men også god stemning. Det var meget smukt og rørende,« siger Freja-Bella.

Flora Ofelia fra DR-serien 'Ulven kommer' har sin søster Freja Bella med i 'Druk'.
Flora Ofelia fra DR-serien 'Ulven kommer' har sin søster Freja Bella med i 'Druk'. Foto: Privatfoto
Vis mere

Selvom Freja-Bella kun er 16 år, så har hun et nært forhold til Kim Larsens musik. Da hun var lille, sang hun 'Tarzan Mama Mia' med sin lillesøster.

Det er i dag hendes yndlingssang med Kim Larsen. Dog er den efterfulgt af 'Om lidt,' som hun sang fredag.

»Jeg valgte den, fordi jeg synes, den er rørende og en af hans smukkeste sange. Da jeg sang den, skulle jeg virkelig passe på, jeg ikke blev rørt.«

Den dag, Kim Larsen døde, havde Freja-Bella været på arbejde hele dage, så det var først, da hun kom hjem, at hendes forældre fortalte hende, at den folkekære musiker var død.

»Da jeg kom hjem og fik det at vide, der kunne jeg næsten ikke forstå det. Det var virkelig, virkelig trist. Der er jo mange kendte, der er gået bort, men jeg har aldrig kunne mærke det på den måde, jeg mærkede det her på,« forklarer hun.

Nogle dage efter delte hun et cover af sangen 'Om lidt,' på sin Facebook-profil som en hyldest til Larsen.

'Om lidt bliver her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?”.. Hvil i fred Kim Larsen,' har hun skrevet til videoen.

Freja-Bella er meget glad for, at hun valgte at synge til mindeoptoget.

Andre læser også