Han har ejendomme for 2,8 milliarder kroner, biler for 53 millioner kroner, en frimærkesamling til 852 millioner kroner og private juveler for 4,5 milliarder kroner.

Ikke alt er fryd og gammen i England forud for kong Charles' kroning. Kritiske røster kræver, at kongen deler ud af sin gigantiske formue og betaler en omdiskuteret skat.

For den økonomiske krise og inflation har godt fat i mange briter, og derfor er flere begyndt at undre sig over, hvorfor den stenrige konge, der er en af Englands rigeste personer, kan slippe for at betale den omstridte britiske arveskat på hele 40 procent.

Både den kongetro britiske avis Daily Mail og den mere republikanske The Guardian har de seneste uger flere gange bragt emnet på bane. Og problemet er ikke blevet mindre, efter The Guardian i sidste uge estimerede, at kongens private formue er på omkring 1,8 milliarder pund (15 milliarder kroner), hvilket er betydeligt mere, end man tidligere har anslået. Faktisk er beløbet tre gange højere, end Sunday Times tidligere har opgjort.

Kong Charles behøver ikke at betale arveskat af den formue, han har arvet efter sin mor.
Kong Charles behøver ikke at betale arveskat af den formue, han har arvet efter sin mor. Foto: DANIEL LEAL
Vis mere

Ifølge B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg er sagen da også en varm kartoffel, der optager briterne meget.

»At debatten kommer op til overfladen nu, er ikke så mærkeligt, for hvis man ser på den indtjening, der kommer fra både Charles' og Williams hertugdømmer, så er det monsterbeløb, de får ind,« siger Jakob Illeborg, der har boet 20 år i Storbritannien.

Og det bliver ikke bedre af, at mange briter har haft det økonomisk svært det seneste år.

»Det er en debat, man føler, man skal have. Og de her beløb er jo så afsindige milliardbeløb, at det på sin vis er besynderligt, at de kongelige er de eneste i Storbritannien, der undgår arveskatten,« lyder det fra Illeborg.

Kong Charles skal krones den 6. maj.
Kong Charles skal krones den 6. maj. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Han mener, at den nye konges håndtering af sagen kan blive en vigtig faktor for, hvordan kong Charles kommer fra start efter kroningen, og at det vil være med til at definere ham som konge.

»Jeg tror, det vil vise sig, at det er vigtigt at have debatten, og at det er vigtigt, hvordan kong Charles melder ud i forhold til det. Jeg tror hurtigt, han kan komme i modvind og måske uvejr, hvis han håndterer det forkert,« siger Illeborg.

Den længe ventede kroning af kong Charles foregår 6. maj og bliver fejret over tre dage, og selv om mange briter er ekstatiske omkring, dele af London er spærret af, og der allerede nu er nærmest udsolgt af hoteller i den britiske hovedstad, så er ikke alle lige begejstrede.

Der forventes også at være en del aktivisme ved kroningen fra antiroyalister. Og det er også af hensyn til det, at kong Charles formentlig må tænke en ekstra gang over, hvordan han håndterer den manglende arveafgift.

»Jeg tror ikke, at Charles ønsker mere aktivisme (mod de royale, red.). Han ønsker et bånd med en ny generation, der deler klima-bekymringen med ham, og som ser verden anderledes end deres forældre og bedsteforældre. Jeg tror, det er vigtigt for Charles, at det foregår roligt og fredeligt, så det bliver spændende, hvor langt aktivisterne vil gå – og ikke mindst, hvordan politiet opføre sig,« lyder det fra Illeborg.

Camilla bliver også kronet som dronning ved ceremonien.
Camilla bliver også kronet som dronning ved ceremonien. Foto: ALASTAIR GRANT
Vis mere

The Guardian har anslået kong Charles' formue til 15 milliarder kroner ved at gennemgå de værdier, som kongen menes at have arvet fra sin mor, og lagt dem til hans egen formue.

Det britiske kongehus giver ikke medierne indsigt i private økonomiske forhold, og derfor er beløbet et anslag.

I beløbet indgår slottene Balmoral og Sandringham, som betegnes som kongehusets private ejendomme, ligesom der også er kunstværker, væddeløbsheste, biler og andet med.

Det britiske kongehus har ikke ønsket at bidrage med tal, men har haft følgende kommentar til sagen til The Guardian.

»Mens vi ikke kommenterer på privatøkonomi, så er jeres tal et meget kreativt mix af spekulation, antagelser og unøjagtigheder.«

Ifølge The Guardian er Charles dog begyndt at sælge ud af den afdøde dronnings mange væddeløbsheste. Dronningen har i sin tid fået væddeløbsheste i gave fra både emiren af Dubai og fra Aga Khan, og ifølge kongehuset ses begge gaver som værende af privat karakter.

En anden stor indkomstkilde for kong Charles er hertugdømmet Lancaster, som han har arvet efter sin mor. Den megen jord og de mange ejendomme er særdeles udbytterig og indbringer kongen omkring 169 millioner kroner årligt.