Thorning-Schmidt lyser op som potentiel vinder under de progressive – reelt socialdemokratiske – bevægelsers træf i New York.
NEW YORK: Man ved instinktivt, at denne verdens progressive er i knibe, når ordstyreren i en paneldebat kigger lige forbi Bill Clinton og Tony Blair og henvender sig til en dansk socialdemokratisk partiformand for at søge håb:
- Helle, det ser i meningsmålingerne i Danmark ud til, at du står til at gøre det, som ingen af os andre er i stand til for tiden - nemlig at kunne vinde et valg midt under krisen. Hvad har du egentligt gjort?
Det er John Podesta, stabschef for Bill Clinton i Det Hvide Hus og senest leder af Barack Obamas magtovertagelse, som stiller spørgsmålet. Helle Thorning-Schmidt ranker ryggen - det forstår man godt, for lige nu kigger både Clinton og Tony Blair intenst på hende, for hvis der er nogen, som politikere lytter til, så er det vindere:
- Under krisen trækker højrefløjen ud til deres tryghedszone - de sparer på velfærd, de giver fordele til erhvervslivet, de forlader midten. Vores vigtigste opgave er at erobre den midte, som de borgerlige forlader - træde ud af vores egen traditionelle tryghedszone. Vi skal være villig til at stille større krav til vores egne støtter og sørge for at indgå nye partnerskaber.
Efter debatten var der ros til Thorning.
- Jeg har fulgt hende de seneste år, og jeg synes hun har gjort et godt stykke arbejde, siger Bill Clinton ifølge TV2.
Ikke særligt oplagt
Thorning-Schmidt taler ikke særligt længe - og virker, helt ærligt, ikke særligt oplagt. Måske er det jetlag efter rejsen over Atlanten? Måske skyldes det, som hendes rådgivere fortæller, at hun er lidt sløj? De få sætninger, som det danske håb kommer med i løbet af den eksklusive timelange seance i FN-bygningen i New York for socialdemokratiske partier, bliver efterfølgende slet ikke kommenteret af de andre - ja, tværtimod virker det faktisk, som om at især Tony Blair advarer om, at denne verdens socialdemokratiers største problem er, at de kommer til at virke systembevarende, ikke udviklende:
- For at komme videre er vi simpelthen nødt til at være ærlige om, hvorfor vi har tabt så mange valg i Europa under krisen - og det har vi ikke været. Det nytter ikke, hvis vi progressive fremstår som dem, der bare vil bruge skatteborgernes penge - for hvis det sker, så er det klart, at vælgerne bliver tilbageholdende. Hvis vi fremstår som dem, der bare vil bevare det eksisterende, ja, så vil vi blive ved med at tabe.
Blair, socialdemokratisk premierminister i Storbritannien fra 1997 til 2007, ligner i den grad en mand, der gerne vil ud at kæmpe igen. Han opfordrer progressive partier - i Europa er det Socialdemokratiet, i Amerika er det Demokraterne - til at sætte sig nøje ind i den tid, vi lever i:
Mere fokus på det enkelte menneskes krav om at deltage i en aktiv dialog; mere forståelse af, at potentielle progressive vælgere sagtens både kan være tilhængere af homoseksuelles rettigheder og kræve en hård retspolitik; mere villighed til at udfordre fagforeninger, når de optræder som kustoder.
- Mit vigtigste budskab er, at vi progressive skal positionere os som dem, der har de nye ideer - de tanker, der kan bringe ny optimisme. Vi må ikke bare blive dem, der siger, at vi vil investere flere penge i for eksempel uddannelse - nej, vi skal være dem, der vil reformere de unges uddannelser. Højrefløjen kan vinde på at bevare det trygge - vi kan kun vinde, når vi gør os ekstra umage med at anvise en ny og bedre vej.
Blair og Clinton fænger
Der bliver virkeligt lyttet til Blair - og Bill Clinton, den lidt ældre tidligere amerikanske præsident, høster bifald, da han roser Blair for hele tiden at være i færd med at kæmpe for sin sag.
Clinton, som i dag er USAs mest populære politiker, og som Obama læner sig stadig mere op af, opmuntrer sine trosfæller til at være mere ærlige. Det store valgnederlag, som Demokraterne netop har lidt i USA, bør tjene som en lærestreg til alle progressive, forklarer han:
- Vores fejl ved midtvejsvalget var, at vi glemte at tale fuldstændigt klart: Fortæl i simple sætninger, hvad vi står for - og forklar, hvorfor vi mener, at den politik, vi står for, er den rigtige. Politikere har det med at gøre for meget ud af fine retoriske greb - min erfaring er, at vælgere langt hellere vil have ærlige og præcise holdninger. Vores opgave - hvis vi vil vinde - er at levere de reformer, som skaber fremskridt for de fleste, understreger Clinton.
Ekspræsidenten lever op til sit tilnavn - The Man from Hope - når han giver et eksempel på, hvad der skal til: I stedet for at fokusere på arbejdsløshed skal vi tale om job. I stedet for at tale om, hvad vi skal give arbejdsløse i understøttelse, skal vi fokusere på, hvordan vi kan skabe nye job. Vi skal lytte til de problemer, som folk siger, at de har, og så skal vi finde de bedste løsninger på, hvordan vi kommer videre.
- Når vi er bedst, så forklarer vi folk, hvorfor vi tror på vores kurs - og så gør vi det klart for alle, at vi er i politik for at hjælpe folk og for at skabe forandringer, som løfter alle, ikke kun de få.
John Podesta, ordstyreren, er tydeligvis opmuntret af at høre på »dem, der allerede har styret regeringer, og som har bevist, at de kunne levere varen«, mens han omvendt under sin konklusion nøjes med at konstatere, at han »håber, at dem, der drømmer om at erobre magten, også er parate til at lede, når de måtte få den.«
