Det kan godt være, mange af politikerne jævnligt holder skåltaler om at gøre op med techgiganternes magt. 

Det får dog ikke langt de fleste partier til at holde sig tilbage fra at smide masser af penge efter reklamer på sociale medier, og valgkampen op til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni er ingen undtagelse. 

Især fyrer Moderaterne den lige nu af med annoncer for partiets spidskandidat Stine Bosse. 

Faktisk bliver der brugt lige så mange penge på annoncer på Bosse, at hun ene kandidat ligger helt i toppen af listen sammen med partier som Socialdemokratiet og Liberal Alliance. 

Det viser data fra de annoncer, som partier og spidskandidater har indrykket på Facebook og Instagram de seneste 30 dage. 

51.699 kroner har Moderaterne brugt på annoncer for Bosse på Facebook og Instagram. 

»Der er ingen tvivl om, at det er virkelig vigtigt for Moderaterne at få valgt en kandidat ind, så det giver udmærket mening, at de putter nogle penge ind i markedsføringen for Stine Bosse,« lyder det fra B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen. 

Han peger samtidig på, at partierne endnu ikke har brugt ret mange penge på kampagnerne på sociale medier i forhold til, hvad partierne plejer at gøre op til valg, men at der formentlig vil blive brugt langt flere penge, når vi kommer endnu tættere på valget om små to uger. 

»Stine Bosse kom på glatis helt fra starten af valgkampen, da hun fik sagt, at Danmark godt kunne tage imod 7.000 flygtninge. Hendes troværdighed kom til at lide et knæk på den sag. Det er noget, de andre kandidater vil blive ved med at hive frem igen og igen,« siger Joachim B. Olsen. 

Lars Løkke Rasmussen og Stine Bosse fra Moderaterne til åbning af Moderaternes nye EP-valgbutik i centrum af Aalborg den 18. maj 2024. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lars Løkke Rasmussen og Stine Bosse fra Moderaterne til åbning af Moderaternes nye EP-valgbutik i centrum af Aalborg den 18. maj 2024. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er første gang, Moderaterne stiller op til Europa-Parlamentsvalget, og Lars Løkke Rasmussen har sat meget ind på, at det skal lykkes partiet at komme ind med en kandidat, lyder det fra Joachim B. Olsen. 

Han har også gange sagt, at han har »en klar ambition om ambition om at få mindst to valgt«, herunder altså også nummer to på partiets liste, hans søn Bergur Løkke Rasmussen.

Flere målinger har dog vist, at Moderaterne ikke engang får et enkelt mandat valgt ind, og endnu har ingen målinger peget på, at partiet er i nærheden af at få to valgt. 

»Jeg tror dog umiddelbart, de kommer til at få valgt én kandidat ind. Det vil virkelig være et stort slag for dem, hvis det ikke lykkes. Ikke mindst fordi, Moderaterne ser sig selv som et parti med internationalt udsyn, og virkelig går op i EU. Det bliver virkelig en kæmpe lussing, hvis det ikke lykkes,« siger Joachim B. Olsen. 

I opgørelsen kan man også se, hvordan partierne målretter deres annoncer til Facebook-brugerne. 

Her kan man se, at Stine Bosses annoncer blandt andet bliver rettet mod personer, der synes godt om Bo Bedre, Visit Norway eller alpint skiløb. 

Danmarksdemokraternes spidskandidat Kristoffer Storms annoncer er derimod målrettet dem, der synes godt om maskinværktøj og landbrugsvidenskab.