Hvordan kan to mænd bare vade ind i et topsikret fængsel og give 10.000 kroner i kontanter til en terrordømt?

Det spørgsmål stiller flere politikere på Christiansborg nu sig selv, efter at Berlingske og DR tirsdag kunne fortælle, at terrordømte Ahmed Samsam i september sidste år fik besøg i Enner Mark Fængsel.

De to mænd blev alene skrevet ind med fornavnene 'Mads og Frederik', og de slap igennem fængslets normale kontrol med sedler i massevis i lommerne.

»Det virker meget, meget mystisk, og hvis der er tale om, at de to personer er agenter fra én eller flere af vores tjenester, så virker det ærligt talt amatøragtigt,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til B.T.

»Man burde jo ikke bare kunne vade ind og skrive 'Mads' på et stykke papir med 500-sedler i lommen og overdrage dem til en terrordømt,« tilføjer han.

Det er dokumenter fra Kriminalforsorgen, der viser, at de to besøgte Samsam, og at han fik overdraget de 10.000 kroner.

Enhedslistens Rosa Lund kalder over for DR hele forløbet »som taget ud af en kriminalroman« og anholder, at sådan noget overhovedet kan ske i Danmark.

»Vi har et retsvæsen, og der bør være styr på tingene. Sådan en historie gør jo, at man bliver bekymret,« siger hun.

Flere partier kræver, at justitsminister Nick Hækkerup forklarer, hvad der er op og ned i Samsam-sagen.
Flere partier kræver, at justitsminister Nick Hækkerup forklarer, hvad der er op og ned i Samsam-sagen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel i Spanien for at have rejst til Syrien og tilsluttet sig Islamisk Stat.

Både DR og Berlingske har tidligere berettet, at Samsam ikke drog mod det borgerkrigshærgede land som fremmedkriger –  i virkeligheden var den 32-årige udsendt som agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og siden Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det har de to spiontjenester dog aldrig villet be- eller afkræfte.

Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative kræver nu, at justitsminister Nick Hækkerup redegør for de konkrete oplysninger, der nu er kommet frem – er der tale om

»Sagen her er simpelthen alt for alvorlig til, at vi kan tillade konspirationsteorier om, hvem der besøger en terrordømt med tusinder i kontanter i lommen,« siger De Konservatives Britt Bager til B.T.

Sagen bliver kun mere mystisk af, at de to mænd ifølge Berlingske blev opført som 'samarbejdspartnere' til Ahmed Samsam, da de lod sig registrere ved ankomsten til Enner Mark Fængsel.

Avisen kan videre beskrive, at der angiveligt er foregået en forhandling om et forlig mellem Samsam og efterretningstjenesterne, der skulle have indeholdt en 'millionstor kompensation og udslusning i samfundet' for at undgå en stævning.

Den stævning kom dog i december, hvor den terrordømte dansker nu via retssystemet vil tvinge PET og FE til at anerkende samarbejdet.

Ahmed Samsam afleverede efter besøget 9. september straks pengene til Kriminalforsorgen i Enner Mark Fængsel, som inddrog de store sedler, fordi det er ulovligt for indsatte i lukkede institutioner at have kontanter.

Samsams advokat, Erbil Kaya, udtaler til DR, at han på ingen måde er i tvivl om, hvem de to besøgende har været.

»Min formodning er, at der er tale om to personer fra efterretningstjenesten, som Ahmed kender fra tidligere. Det er nogen, han har talt med flere gange,« siger han.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, vil ikke kommentere sagen, da han sidder som formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, siger han til Berlingske. B.T. har også forsøgt at få en kommentar.

Hverken justitsminister Nick Hækkerup eller forsvarsminister Morten Bødskov – der har det politiske ansvar for henholdsvis PET og FE – har ønsket at udtale sig om sagen til Berlingske.

De to tjenester ønsker heller ikke at kommentere på sagen over for B.T.