Venstres fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, erkender, at han har været med til at bringe Forsvaret i forfald.

På et pressemøde torsdag meddelte han, at der skal bruges 27 milliarder kroner på at løse de store udfordringer i militæret. Derudover skal 11 milliarder kroner gennem de næste ti år gå til millitære investeringer.

Der er tale om udfordringer med Forsvarets bygninger, der har problemer med kloakker og skimmelsvamp. Men der er også mangel på reservedele og ammunition, kunne lektor og militærekspert Peter Viggo Jakobsen fortælle til B.T. i formiddags.

På pressemødet spurgte B.T. derfor, om Venstre og Socialdemokratiet havde svigtet Danmarks forsvar.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil bruge 27 milliarder på at genskabe forsvarets fundament.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil bruge 27 milliarder på at genskabe forsvarets fundament. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For der har siddet enten en socialdemokratisk eller en Venstre-mand på posten som forsvarsminister siden 1988.

»Jeg vil gerne påtage mig mit ansvar. Jeg har også været med til at bringe dansk forsvar i den situation, det er i nu,« svarer Troels Lund Poulsen.

Det overrasker B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

»Det var en meget ydmyg Troels Lund Poulsen,« forklarer Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Jeg synes faktisk, at det klædte en politiker, at han ikke kom med undskyldninger, men som sagde, der er tale om et kollektivt politisk svigt.«

Derudover forventer regeringen at tilføje flere penge til Forsvaret. Hvad det helt præcist betyder, vil blive forklaret efter forsvarsforliget, forklarede Troels Lund Poulsen på pressemødet.