Det er det lange seje træk, som nu slår igennem for SF, der i dag fik hele 15 procents opbakning i Voxmeters måling.

Det forklarer B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

»SF har holdt sig til deres strategi om at være pragmatiske, kompromissøgende og undgå for meget ballade. Det har de gjort, siden Pia Olsen Dyhr blev formand, og den strategi betaler sig virkeligt for dem,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Det er godt politisk håndværk. De har holdt sig til strategien og været konsekvente. Også når det ikke var let for dem.«

Joachim B. Olsen forklarer, at SF har prioriteret at kunne fremvise politiske resultater. Derfor har de blandt andet nikket ja til at sænke dagpengesatsen for nyuddannede studerende, da det til gengæld har gjort, at SF kunne være med i aftalen om blandt andet at øge arbejdsudbuddet på baggrund af den tidligere regerings reformudspil »Danmark kan mere I«.

»SF har også kun bedt om ting, som partiet vidste, at de kunne få, for eksempel minimumsnormeringerne,« siger Joachim B. Olsen.

Hele succesen er dog langt fra skabt af SF alene. Regeringens katastrofale start og den følgende socialdemokratiske krise har skubbet vælgere over til SF.

»Socialdemokratiet har gjort det let for SF. Det var også nemt for SF at forlade regeringsforhandlingerne, fordi det ikke gik deres vej,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»SF har lagt sig som en slags Socialdemokratiets røde samvittighed. Når de røde vælgere, som ellers lå til Socialdemokratiet nu i protest forlader partiet, så har SF skovlet alle vælgerne op. Enhedslisten er jo ikke gået frem,« siger han.

Joachim B. Olsen forklarer, at man ikke kan udelukke at opbakningen kun er »til låns,« da vælgerne især er vandret fra Socialdemokratiet til SF.

»Men der er ingen tvivl om, at SF ville få et rigtigt godt valg, hvis der var valg i dag. Det er også svært at se, hvordan Socialdemokratiet skal trække stemmerne tilbage igen,« siger han.

Han uddyber desuden, at hvis der var valg nu og det endte med rødt flertal, så ville SF komme i regering.

Sidst SF kom i regering var i 2011. Her gik det skidt for partiet, som måtte forlade regeringen igen.

»Dengang var Radikale større end SF. SF står meget bedre i dag, hvis de skulle være med i en regering,« siger Joachim B. Olsen.