Folketinget skal ikke stemme i blinde. Derfor skal alle medlemmer have fuld indsigt i Hjort-sagen.

Det er det klare budskab fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, da han er på vej ind til en fortrolig briefing i Justitsministeriet om den mulige tiltale af tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for landsforræderi.

»Vi har krav på som folketingsmedlemmer at vide, hvad vi skal stemme om, og det budskab vil jeg gå over og levere nu,« siger han.

Han ser altså ikke noget scenarie for sig, hvor han kan anbefale sin gruppe at hæve eksministerens immunitet uden først at have fået indsigt i tiltalen – noget regeringen kategorisk har afvist.

»Det er ikke sådan, demokratiet fungerer,« lyder Venstre-formandens afsluttende kommentar.

Det er justitsminister Mattias Tesfaye (S), der har indkaldt partilederne til en topfortrolig orientering, efter det torsdag kom frem, at Rigsadvokaten vil rejse tiltale mod Claus Hjort Frederiksen for at røbe statshemmeligheder.

Da folketingsmedlemmer er beskyttet af immunitet, skal et flertal i Folketinget stemme for at ophæve den tidligere forsvarsministers immunitet, før han kan retsforfølges.

Både Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Enhedslisten har afvist at stemme for at hæve Hjorts immunitet uden fuld indsigt i tiltalen.

Og nu melder Venstre sig altså øjensynligt under samme faner.

Helt andre toner lød der mandag, da den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, forlod Justitsministeriet efter sit fortrolige møde med Mattias Tesfaye.

»Man må i hvert fald sige, at hvis vi får et folketing, der mener, at jo mere hemmelige oplysninger man har tilgængeligt, så kan man blive fredet af sine kolleger i Folketinget, så synes jeg, vi har et stort problem,« lød det fra Pape, der ikke ville hverken be- eller afkræfte, hvad han ville stemme.

Det skulle først diskuteres i den konservative gruppe – men partilederen efterlod nu ikke megen tvivl om den diskussions udfald.

»Jeg kan jo ikke fremlægge sagen, men jeg kan fremlægge de principper, jeg mener, der er på spil her. Og jeg synes, vi skal tænke os rigtig, rigtig godt om nu i Folketinget,« sluttede han.

Claus Hjort Frederiksen, der altså stadig sidder i Ellemanns folketingsgruppe, har selv oplyst, at sagen mod ham udspringer af flere interview, hvor han har talt om et yderst hemmeligt aflytningssamarbejde med USA.

Han nægter sig skyldig i anklagerne om at have delt statshemmeligheder.

»Jeg mener ikke, at jeg har sagt noget, som ikke allerede var sagt i offentligheden,« fastslår han.

I sidste ende er det Mattias Tesfaye, der som justitsminister skal beslutte, om der skal rejses tiltale.