Det nye, store supersygehus i Midtjylland, der har været på den politiske dagsorden de sidste par dage, skal ligge i Gødstrup.

Det er Dansk Folkepartis ønske, at supersygehuset skal ligge i Aulum, men det ønske ser ikke ud til at gå i opfyldelse. Ifølge jp.dk kommer det i stedet til at ligge i Gødstrup, men som et plaster på såret vil der blive bygget en motorvej mellem Herning og Holstebro. Det forventes dog, at regeringen også har andre tiltag i ærmet, der skal gøre Gødstrup-løsningen mere spiselig både for Dansk Folkeparti og for beboerne i Aulum-området.

En ny motorvej vil betyde, at ambulancer i fremtiden kan komme hurtigere frem til det nye sygehus, selvom der for enkelte patienter skal tilbagelægges en afstand på hele 85 kilometer. 

Prisen for den nye motorvej vil nemt kunne snige sig op imellem en eller to mia. kr. Det viser en forundersøgelse lavet af Trafikministeriet ifølge jp.dk.

Det forventes, at et endeligt kompromis mellem DF og regeringen vil falde på plads i dag.