Mange tusinde danskere, der har fået lavere rente på deres boliglån i 2015, står til skattesmæk, hvis de ikke reagerer nu.

Generelt har 2015 været et godt år for de danske boligejere

Renten tog i begyndelsen af året et gevaldigt dyk, boligpriserne er steget, og voksende friværdier har givet folk mere luft i økonomien.

Men de hundredtusindvis af husejere, der har indkasseret en stor rentegevinst ved at omlægge lån, kan få en økonomisk lussing næste år – hvis de ikke selv reagerer.

Tager boligejerne ikke højde for, at deres renteudgifter er faldet og får rettet deres forskudsopgørelse til, så kan de nemlig forvente et skattesmæk, der i de værste tilfælde løber op i 10.000 til 15.000 kroner.

Log ind på BT PLUS os læs hele artiklen om, hvordan du kan undgå det helt store skattesmæk.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Artikel: Tjek din forskudsopgørelse og undgå skattesmæk
  • Guide: Få styr på skatten i 2016 - det skal du selv tjekke
  • Guide: Ret dit rentefradrag - og slip for skattesmæk
  • Grafik: Så stort skattesmæk risikere boligejere
  • Artikel: Udnyt håndværkerfradrag før ordningen ændres

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Mange tusinde danskere, der har fået lavere rente på deres boliglån i 2015, står til skattesmæk, hvis de ikke reagerer nu.

Generelt har 2015 været et godt år for de danske boligejere

Renten tog i begyndelsen af året et gevaldigt dyk, boligpriserne er steget, og voksende friværdier har givet folk mere luft i økonomien.

Men de hundredtusindvis af husejere, der har indkasseret en stor rentegevinst ved at omlægge lån, kan få en økonomisk lussing næste år – hvis de ikke selv reagerer.

Tager boligejerne ikke højde for, at deres renteudgifter er faldet og får rettet deres forskudsopgørelse til, så kan de nemlig forvente et skattesmæk, der i de værste tilfælde løber op i 10.000 til 15.000 kroner.

Tjek på det

»Det er et område, man skal have tjek på – og helst inden man går ind i det nye år. Renten er faldet for rigtig mange boligejere, og hvis man ikke får justeret sit rentefradrag ned, så ender man med at leve for lånte penge i 2016 – og dem vil skattefar altså have tilbage, når han gør regnskabet op,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nordea Kredit.

Mange tror, at rettelsen i skatteregnskaber sker af sig selv – men det er ikke tilfældet, forklarer hun.

Skat udarbejder forskudsopgørelsen på baggrund af de seneste reviderede tal, hvilket for boligejernes vedkommende vil sige den renteudgift, de har betalt i 2014.

Det betyder med andre ord, at hvis man hører til de mange boligejere, der enten har konverteret eller fået fastsat en ny rente på sit lån i 2015, så er oplysningerne ikke med på forskudsopgørelsen, og man bør selv tage affære.

Skattesmækket kan især ramme F5-lånere, der har fået et stort rentefald, samt danskere med fastforrentede lån, der har konverteret fra en høj til en lav rente. Og jo dyrere lånet er, desto hårdere rammer det økonomiske bagslag.

»Hvis man har at gøre med et F5-lån, hvor man skylder en million væk, så vil skattesmækket løbe op i omkring 7.500 kr., og da mange ejerboliger koster mere end det, kan skattesmækket nemt lande på den anden side af 10.000 kroner,« forklarer hun.

Man føler sig fattigere

Tager man udgangspunkt i en boligejer med et 30-årigt fastforrentet lån på 1 mio. kr., der har omlagt fra en rente på 3,5 pct. til 2 pct., vil boligejeren have betalt en renteudgift på 41.100 kr. i 2014. I 2016 kommer renteudgiften til at ligge på 27.260 kr., og det betyder, at der vanker der er en restskat på 4.650 kr., hvis ikke vedkommende ændrer i forskudsopgørelsen.

»Hvis du er oppe i de store lån på 3 millioner, kan du komme til at betale over 1.000 kroner om måneden i restskat, alene fordi du ikke får tjekket din forskudsopgørelse. Man bliver hverken rigere eller fattigere af det, da det er i princippet nogle penge, man har lånt af skattevæsenet i en periode - men restskatten gør ofte, at man føler sig fattigere, når den skal betales,« siger Brian Stjernholm, der er privatøkonomisk rådgiver hos Uvildige.dk.

Nemt og hurtigt

Heldigvis er det nemt og hurtigt at rette i forskudsopgørelsen, tilføjer han – oplysningerne om de ændrede renteudgifter kan du typisk finde i de dokumenter, du fik af realkreditselskabet ved låneomlægningen. Ellers kan du kontakte din bankrådgiver og få tallet oplyst.

FÅ STYR PÅ SKATTEN I 2016 - DET SKAL DU SELV TJEKKE


Efterhånden sker mange indberetninger til Skat automatisk, men der er stadig en række områder, hvor du selv må til tasterne. Hvis din økonomiske situation ændrer sig væsentligt, er det en god ide at rette i forskudsopgørelsen, så du ikke ender med at få et skattesmæk.

Her får du et overblik over de typiske situationer, hvor du selv skal ind og ændre i forskudsopgørelsen:

Når du går op eller ned i løn
En lønændring får især betydning, når der er tale om store ændringer, for eksempel når:
Din løn kommer over eller under 499.130 kr. inkl. AM-bidrag.
Du betaler topskat og stiger i løn.
Du går ned i tid, fx fra fuldtid til deltid.

Får nyt arbejde – eller bliver arbejdsløs
Når du kommer i arbejde skal du sørge for at tilføje, hvad du regner med få i løn i løbet af 2016. Det samme gælder, hvis du begynder at få dagpenge eller kontanthjælp. Bliver du ledig, er det meget vigtigt, at du får rettet din lønindkomst, da du ikke længere har ret til beskæftigelsesfradraget og kan få et skattesmæk året efter.

Går på pension eller efterløn
Du bør rette din forskudsopgørelse, når du holder op med at arbejde, så du får betalt den rigtige skat. Skriv, hvad du regner med at få i pension eller efterløn i løbet af 2016, og husk også at rette din forventede lønindkomst.

Stopper med at få SU
Ret din forskudsopgørelse, når du stopper med SU, så du ikke skal betale en restskat, når året er gået. Fra det første år, du begynder at betale SU-lån tilbage, kan du få fradrag for de renter, der er løbet på i studietiden.

Får længere til arbejde 
Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 12 km til arbejde. Transportmidlet og udgifterne til selve transporten spiller ingen rolle, men transporten må ikke være betalt af din arbejdsgiver. På Skats hjemmeside kan du finde en beregner, som hjælper dig med at finde ud af, hvor meget du er berettiget til.

Sælger din bolig
Når du sælger en ejerbolig, bør du ændre dine renteudgifter og din ejendomsværdiskat i din forskudsopgørelse, så du undgår at betale for lidt eller for meget i skat, når året er gået. Hvis du sælger en andelslejlighed, skal du rette dine renteudgifter, hvis dit lån ændrer sig eller betales ud

Bliver boligejer
Når du har købt en ejerbolig, får du fradrag for renteudgifter og skal betale ejendomsværdiskat. Derfor bør du ændre din forskudsopgørelse, så du undgår at have betalt for lidt eller for meget i skat, når året er gået.

Starter virksomhed
Skriv virksomhedens forventede resultat (overskud/underskud) på forskudsopgørelsen, hvis du starter ny enkeltmandsvirksomhed. Forskudsregistrerer du ikke selv et resultat, sætter Skat overskuddet til mellem 50.000 og 100.000 kroner.

Bliver skilt eller separeret
Når du bliver separeret eller skilt, ophører din og din ægtefælles sambeskatning. Flytter I fra hinanden uden at blive separeret eller skilt, ophører sambeskatningen fra og med det følgende år. Skattemæssigt bliver du betragtet som enlig i hele det år, hvor du bliver separeret eller skilt, uanset hvornår på året, det sker.

Kilde: Skat

RET DIT RENTEFRADRAG - OG SLIP FOR SKATTESMÆK

  • Beregn dine renteudgifter. Du kan finde din aktuelle rente på din netbank og i de dokumenter, du har modtaget i forbindelse med låneomlægningen, kan du se dine ændrede renteudgifter i den såkaldte ’amortiseringstabel’.
  • Kontakt dit realkreditinstitut og/eller din bank, hvis du er i tvivl.
  • Hvis I er to, der ejer boligen, skal I dividere renteudgifterne med to.
  • Gå på tastselv.skat.dk. Her er et link, der leder dig videre til din forskudsopgørelse. Log ind f.eks. via din NemID.
  • Find feltet ’Fradrag i kapitalindkomst’ og skriv dine rettelser, alt efter om du har rettelser til boliglån (felt 481 – Renteudgifter af gæld til pengeinstitutter mv.) og/eller realkreditlån (felt 483 – Renteudgifter af gæld til realkreditinstitutter). Klik på ’Beregn’ i bunden af siden.
  • Tryk herefter på ’Godkend’ for at registrere dine ændringer.
  • De ændringer, du laver på forskudsopgørelsen, registreres med det samme hos Skat og bliver derefter automatisk sendt til din arbejdsgiver.

Kilde: Bolius, Uvildige.dk

Efter nytår får den såkaldte BoligJob-ordning en ny og ’grønnere’ profil. FOTO: CHRISTIAN ALS
Efter nytår får den såkaldte BoligJob-ordning en ny og ’grønnere’ profil. FOTO: CHRISTIAN ALS
Vis mere

​UDNYT HÅNDVÆRKERFRADRAG FØR ORDNINGEN ÆNDRES

Skal du have slebet gulvet i stuen, sat nye klinker på badeværelset eller udskiftet vinduerne?

Så er det en god idé at udnytte det såkaldte håndværkerfradrag, som regeringen har genindført.

Men skynd dig – fra 2016 bortfalder en række fradrag.

BoligJob-ordningen giver skattefradrag på op til 15.000 kroner per person i husstanden for vedligeholdelse af boligen samt diverse service-ydelser. I en husstand med to personer, som er over 18 år, giver det dermed et fradrag på 30.000 kroner - hvilket svarer til en reel besparelse på 10.000 kr.

Mere grøn profil

Fra 2016 stiger håndværkerfradraget til 18.000 kroner, men fradraget får samtidig en mere grøn profil.

Det betyder, at danskerne kan trække 12.000 kroner fra til håndværkeres arbejdsløn, men kun hvis der er tale om energirenovering eller klimatilpasninger. De resterende 6.000 kroner af fradraget er øremærket til serviceydelser som rengøring, børnepasning og havearbejde. Det er dog kun udgifterne til arbejdslønnen, der kan trækkes fra i skat.

mela@bt.dk/larh@bt.dk