Niki Zimling vil gerne af sted, italienerne vil gerne have ham, og EfB er villig til at sælge
Det hele afhænger af økonomi.
Niki Zimling kan have spillet sin sidste kamp for EfB. I hvert fald lægger sportschef Niels Erik Søndergaard op til, at klubben i løbet af ugen vil kontakte Zimlings kommende klub, Udinese, med henblik på et hurtigt skifte. Zimlings femårige kontrakt med italienerne gælder nemlig først fra 1. januar.
– Udinese ved godt, hvad vi skal have, hvis vi skal slippe ham med det samme, så bolden ligger egentlig hos dem. Men det er da ikke utænkeligt, at vi i denne uge tager kontakt til Udinese for at høre, om vi kan blive enige. De havde repræsentanter heroppe for at se ham spille mod Vejle, men siden har jeg ikke snakket med dem, siger Niels Erik Søndergaard.
Plads til Fribrock
Det ville helt givet være i Zimlings interesse, hvis han kunne rejse med det samme. EfB-anføreren har ved flere lejligheder, efter at det kom frem, at han havde skrevet kontrakt med Udinese, givet udtryk for, at han allerhelst vil skifte med det samme, og Niels Erik Søndergaard forventer da også, at Zimling via sin agent vil lægge pres på italienerne.
Og selv om Søndergaard ikke umiddelbart vil koble Zimlings blege præstation mod FC Nordsjælland sammen med, at tankerne allerede er i Udinese, kan han da også godt se i hvert fald én fordel for EfB ved et hurtigt skifte.
– Selv om det er sundt med konkurrence, har vores midtbane jo været overbefolket med gode spillere i de første kampe, og det har betydet, at Martin Fribrock har måttet starte ude. Hvis Zimling rejser, vil det skabe plads til Martin fra start, og det vil da helt sikkert forcere processen med at få ham spillet ind på holdet, mener sportschefen.