Den 15-årige Julie Bjerre fra talentshowet 'Mentor' har ligget i sengen med influenza siden i tirsdags. I aften skal hun på scenen igen, men Julie Berthelsens lærling er nervøs for, om hun er i stand til at gennemføre showet.

- Jeg håber, at jeg bliver klar til i aften. Det gør jeg virkelig. Jeg har været så frustreret og sur på mig selv hele ugen, over at jeg lige skulle blive syg nu, siger Julie Bjerre til bt.dk.

I aften skal hun synge sangen 'Wonder of Wonders' af Tim Christensen. Og ifølge Julie er den ikke den nemmeste sang at optræde med, når man har snot i næsen og kras i halsen.

- Det er en svær sang at synge, når man er snottet. Den kræver rigtig meget luft. Jeg syntes også, den var svær, da jeg var rask, så nu er det bare endnu værre, siger Julie Bjerre til bt.dk.

Selvom hun hele ugen har haft ondt i halsen, ørerne og hovedet, skulle sangtræningen stadig passes. Og her har hendes mentor Julie Berthelsen været en stor støtte.

- Julie bakker mig op. Hun giver mig nyttige peptalks og er god til at fortælle mig, at jeg er dygtig. Hun fokuserer ikke på, at jeg er syg, når vi synger, og det er meget dejligt. Så fokuserer jeg heller ikke så meget på det, siger Julie Bjerre.

Julie Berthelsen: Hård og svær uge

I sidste uge fik mentor Julie Berthelsen og Julie Bjerre kritik af Blachman, der mente, at den erfarne sangerindes lærling ikke viste nok af sig selv i sin optræden. Det har de arbejdet med i denne uge, men sygdommen har været en udfordring.

- Det har været en svær og hård uge. Julie er meget presset, for når man står på en scene og er i fjernsynet, skal man bare levere, siger mentor Julie Berthelsen.

Alligevel mener mentoren, at Julie nok skal klare den.

- Det gik overraskende godt til prøverne i går, selvom Julie er syg. Med en masse 'good vibes' skal hun nok gennemføre i aften.