Hvad tror du, der sker, når vi dør? BT Plus har dykket ned i forskningen i nærdødsoplevelser og mødt Jacob Hansen og Rune Fagerheim, der begge har prøvet at dø.

Hver femte, der er blevet genoplivet efter et hjertestop, kommer tilbage med en oplevelse fra ‘den anden side’. De kan fortælle om et kraftigt lys, der føltes som fred og intens kærlighed. En rejse gennem en tunnel. At de svævede udenfor deres egen krop. Gensyn med mennesker, de har elsket og mistet. Eller at de måske ligefrem overværede hele seancen, hvor lægerne kæmpede for at få livet tilbage i deres krop. Historierne om nærdødsoplevelser er både frustrerende og dybt fascinerende.
De kan hverken helt afvises eller helt dokumenteres, selvom forskere ivrigt forsøger at skabe mening i de mystiske oplevelser, som nogle mennesker har, selvom de er døde.
Vi har dykket ned i forskningen i nærdødsoplevelser og mødt Jacob Hansen og Rune Fagerheim, der begge har prøvet at dø. Opret abonnement på BT PLUS og læs om nærdødsoplevelser - både set med forskernes og "de døde overlevendes" øjne.


Hvad sker der, når vi dør? Bliver der bare slukket for lyset, eller går vi et sted hen, når vi går bort? Det er et af livets største mysterier. Et spørgsmål, hvor man ikke kan dele svaret med andre, når man endelig får det. For så er man væk. På vej i jorden under grus, gravsten og nelliker.

Der er folk, der hævder, at de har været der. På den anden side. De var døde, blev genoplivet og vendte tilbage med en oplevelse, der forundrer og fascinerer. Historier, der ikke kan forklares, selvom forskere indædt forsøger at skabe mening i det uforståelige. Afskrive det hele som nonsens og hallucinationer. Eller forklare dem med videnskab og logik.

Ét er sikkert: Hvis det en dag lykkes at afsløre, hvad der sker, når vi dør, så vil det være revolutionerende. Ultimativt kan det bevise, at vi har en sjæl, der lever videre, når vi dør. Og måske endda, at der findes en gud og en højere mening.

På verdensplan er der indtil nu gennemført omkring 65 videnskabelige undersøgelser af fænomenet ’nærdødsoplevelser’. Alle tænkelige sten er vendt, men vi aner stadig ikke, hvad der foregår.

Det er slået fast, at 18 procent - altså næsten hver femte - menneske, der har været død og er blevet genoplivet, har haft en oplevelse, mens de var døde.

Et af de mest berømte eksempler er amerikanske Pam Reynolds. Hendes historie kaldes det eksempel, der ’kommer tættest på at yde solid videnskabelig dokumentation på en post-mortem oplevelse af bevidsthed’.

Den 8. august 1991 var 35-årige Pam Reynolds klinisk død under en meget kompliceret hjerneoperation. Men da hun blev genoplivet, kunne hun fortælle om ting, der var foregået, både mens hun havde været bedøvet og senere død.

Hun var indlagt på Barrow Neurological Institute i Phoenix, Arizona, med en svulst, der sad meget dybt i hjernen. Under operationen var hendes øjenlåg lukket med tape, og hun havde hovedtelefoner for ørerne. Hun havde altså hverken kunnet se eller høre noget, selv hvis hun havde været spillevende og lysvågen.

Patienten kom på bypass-maskine for at køle hendes krop ned. Da kropstemperaturen faldt til blot 15 grader, holdt hjertet op med at slå. Kurven på ekkokardiogrammet lagde sig fladt ned. Hjernestammen og de to hjernehalvdele reagerede ikke. Operationsbordet blev vippet opad, bypass-maskinen slukket, og blodet blev drænet fra hendes krop.

I 55 minutter, mens svulsten blev fjernet, var der ingen blodtilførsel til hendes hjerne. Hun var død efter alle lægevidenskabens regler. Men et eller andet levede videre.

For da hun blev genoplivet, kunne Pam Reynolds fortælle en uafbrudt nærdødsoplevelse, hvor hun havde svævet rundt i operationsstuen og set, hvordan lægerne opererede på hende. Det begyndte med den skærende lyd fra boret, der arbejdede sig igennem hendes hjerneskal. Hun bemærkede bl.a. små detaljer på boret. At det lignede en elektrisk tandbørste og ikke en sav, som hun havde forventet. Hun så mennesker og instrumenter, hun ikke genkendte. Og hun hørte en kvindestemme sige ’vi har et problem. Hendes blodårer er for små’.

Og oplevelserne fortsatte:

En prik af lys


- Det føltes som om, jeg blev trukket i, men ikke mod min vilje. Jeg ville gerne af sted. Det var som en tunnel. Et sted i begyndelsen kunne jeg mærke, at min bedstemor kaldte på mig. Det føltes som om, hun ville have mig til at komme hen til hende, så jeg fortsatte uden frygt ned i en skakt. Det var en mørk skakt, men helt nede i bunden var der en lillebitte prik af lys, der blev større og større. Lyset var utrolig klart. Som hvis man sidder inde midt i en lyspære, har Pam Reynolds fortalt til forskeren Michael Sabom, der har analyserethendes historie.

Reynolds begyndte at ane skikkelser i lyset. De var omsluttet af lys, de var lys. De begyndte at antage skikkelser, som hun kunne genkende og forstå. De ville ikke give hende lov til at komme videre.

- Jeg ville gerne ind i lyset, men jeg ville også gerne tilbage. Jeg havde børn at opdrage, forklarede Pam Reynolds.

Svulsten i hjernen blev fjernet, og bypass-maskinen blev tændt igen. Blodet blev genopvarmet og ført tilbage i kroppen, og de vitale funktioner og hjernefunktionerne begyndte at vende tilbage.

I Pam Reynolds’ parallelverden blev hun ført tilbage igennem tunnellen af sin døde onkel. Da hun så sin krop, havde hun ikke lyst til at komme tilbage i den. Onklen prøvede at overtale hende, men hun blev ved med at nægte. Så så hun sin krop løfte sig i et hop på operationsbordet ved hjertestarterens stød. Onklen gav hende et skub, og så var hun tilbage i sin, stadig nedkølede, krop. Det føltes som at springe ud i isvand.

Pam Reynolds blev overvåget på alle mulige måder under operationen. Journalen, lægen og sygeplejerskerne bekræftede målløse hendes oplevelser. Ja, det var virkeligt. Hun overværede sin egen operation, mens hun var bevidstløs, og oplevelsen fortsatte, selvom hun døde. Hendes historie er en af de nærdødsfortællinger, der er sværest at skyde ned. Skeptikere har ellers forsøgt ihærdigt.

Op i himlen til bedstemor


Og hvis det virkelig kan passe, så udfordrer det alt, videnskaben sætter sin lid til. Så er bevidstheden ikke bare et produkt af hjerneaktivitet, men noget, der fungerer selvstændigt, uafhængigt af kroppens mekanismer. Som en sjæl. Og så er der liv efter døden. Så er det faktisk præcis som børn får at vide, hvis de spørger voksne, hvad der sker, når man dør. ’Så kommer du op i himlen til bedstemor. Der er rart at være.’

Begrebet ’nærdødsoplevelser’ blev introduceret af en amerikansk læge og filosof ved navn Raymond Moody i 1975. I sin forskning har han spottet en række elementer, der går igen i de fleste nærdødsoplevelser.

Ud-af-kroppen-oplevelser, en komplet følelse af lykke og fred, en rejse gennem en tunnel, intenst lys, gensyn med døde slægtninge, at livet passerer revy osv.

Der er altid et personligt lag i oplevelsen og så varianter af de faste elementer.

Fortællinger om nærdødsoplevelser har ofte også et religiøst islæt. Og det er faktisk uanset om personen er troende eller ej. Oplevelserne fortolkes og genfortælles ud fra den kultur, som personen, der har oplevet dem, kommer fra. Folk fra den kristne del af verden oplever ofte en figur, der minder om Gud eller Jesus. Folk fra hinduistiske dele af verden fortæller, at de har mødt en, der lignede dødsguden Yama.

I historien findes beskrivelser af nærdødsoplevelser helt tilbage til omkring år 2.700 før vor tid. Selv hulemalerier viser nogle af de samme ting.

Ud-af-kroppen-oplevelser, som den Pam Reynolds havde, er så typiske, at intensivlægen Sam Parnia fra Southampton University har baseret en nylig undersøgelse af nærdødsoplevelser på dem.

Han begrundede sin undersøgelse i en udtalelse fra universitetet:

- Modsat den almindelige opfattelse er døden ikke et specifikt øjeblik. Det er en proces, der begynder, når hjertet holder op med at slå, lungerne stopper med at virke, og hjernen ikke længere fungerer. Dette er en medicinsk tilstand kaldet ’hjertestop’. Og det er fra et biologisk synspunkt ensbetydende med klinisk død. Derefter følger en periode, som kan vare fra få sekunder til en time eller mere, hvor en redningsindsats måske kan få hjertet i gang igen og vende dødsprocessen. Hvad et menneske oplever i den tid, hvor hjertet står stille, vil give os en unik forståelse af, hvad vi kan forvente at komme ud for i dødsprocessen.

Undersøgelsen gik groft sagt ud på at hænge billeder op i operationsstuer, hvor folk blev genoplivet, og så spørge dem bagefter, om de så noget. Billederne kunne kun ses oppefra - altså hvis man svævede oven over sin egen krop.

20 sekunder


Der var store forventninger til undersøgelsen, der begyndte i 2008. Men selvom fremlæggelsen af resultatet er blevet udskudt, er der fortsat intet nyt fra Parnia. Rygtet siger, at forsøget floppede.

- Jeg tror ikke, det siger så meget, erklærer Rene Jørgensen, der er dansk filosof og har researchet i nærdødsoplevelser i 13 år.

I dag bor han i Canada og er medlem af den tværvidenskabelige Internationale Association for Nærdødsstudier, IANDS.

- Hvis man ser sig selv dø, er det så et billede eller et kryds på væggen, man vil kigge efter, eller sin egen krop og familie og det, der sker, spørger han retorisk.

- Hvis vi skal have det endelige videnskabelige bevis, så skal vi enten være heldige eller vente til den dag, hvor vi kan måle bevidsthed på forskellige måder, siger han.

Tidligere forsøg på at give en videnskabelig forklaring er da også faldet til jorden. F.eks. er det blevet hævdet, at folks åbenbaringer bare er falske minder eller hallucinationer fremkaldt af mangel på ilt, hallucinogene stoffer og for højt CO2-indhold i blodet. Det er dog alt sammen blevet afvist.

Hvis det var helt konkrete biologiske eller psykologiske mekanismer, der får folk til at se syner, så ville langt flere opleve dem, mener forskere.

Det bliver altså ikke lige foreløbig, at vi får det endelige bevis for, om der er liv efter døden eller ej.

Det pirrende og provokerende ved nærdødsoplevelser er, at de udfordrer hele måden, vi tror, kroppen hænger sammen på. Diskussionen cirkler omkring 20 sekunder, forklarer Rene Jørgensen.

- Oplevelserne bliver angrebet og nedgjort af videnskaben, fordi de udfordrer den. Videnskaben ser bevidsthed som noget, hjernen producerer. Ved et hjertestop går der ca. 20 sekunder, så er der ikke længere blodtilførsel til hjernen, og den skal jo have ilt for at producere bevidstheden. Så der kan ikke være nogen bevidsthed, hvis hjernen er død. Så er alt lys slukket.

99 procent sikker


- Dén grundtanke udfordres, når man siger, at de her mennesker har nogle oplevelser efter, at de 20 sekunder er gået. Det vil en masse videnskabsfolk selvfølgelig gerne skyde ned, siger Rene Jørgensen.

Og det, mener han, er en af grundene til, at forskningen i nærdødsoplevelser står i stampe. De kan hverken helt afskrives eller helt dokumenteres.

Rene Jørgensen er selv overbevist. Og det på trods af, at han har sat sig ind i al forskning på området og søgt svar på de skeptiske spørgsmål.

- Hvis jeg skal tage mig selv alvorligt som videnskabsmand, så kan jeg ikke sige, at jeg er 100 procent sikker. Så jeg er 99 procent sikker på, at de her oplevelser er virkelige. De sker for folk. Folk var på den anden side. De er overbeviste om, at livet fortsætter. Og det tror jeg helt sikkert også på, siger Rene Jørgensen.

Hans personlige tolkning er meget abstrakt. Han mener, at bevidstheden fortsætter i en anden dimension i universet end den, vi lever i. Og at de mystiske oplevelser kan være selve grundstenen til verdensreligionerne.

En af kristendommens vigtigste mænd er apostlen Paulus. Han var egentlig med til at forfølge kristne, men på vej til Damaskus stejlede hans hest, så han faldt af. Da blev han blændet af et stærkt lys fra himlen og så den opstandne Jesus. Og så var han omvendt for altid. Hans breve udgør en betydelig del af Det Nye Testamente. Og mange mener, at hele kristendommen stammer fra Paulus og hans oplevelse, selvom især amerikanske præster finder den tanke lige lovlig moderne.

- Personligt tror jeg, at nærdødsoplevelser har inspireret religionen. At de mystiske oplevelser påvirkede opfattelsen af livet efter døden og så blev en del af religionernes fremstilling af, hvordan alt hænger sammen.

- Jeg var ateist før, men i dag tror jeg helt klart, at det lys, som folk oplever, når de er døde, det er Gud. Og fortællingerne om lyset har så inspireret til religionernes verdensbillede. Det er også derfor, jeg mener, at vi kan be- eller afkræfte religionen, hvis vi en dag får svaret på, hvad nærdødsoplevelser egentlig er, siger Rene Jørgensen.

Igennem sin forskning har han spurgt rigtig mange mennesker, der har haft nærdødsoplevelser, hvor kraftigt de følte lyset af varme og kærlighed. De meldte tilbage, at det måske føles 100 til 1000 gange stærkere, end man kan føle det på jorden. En oplevelse så intens, at de stræber efter at føle sådan igen.

Det er påvist, at 80 til 90 pct. af dem, der har haft en nærdødsoplevelse, ændrer personlighed bagefter. De føler sig meget mere bevidste, følsomme, empatiske og barmhjertige.

- Man kan spørge sig selv - hvis det hele bare var en drøm eller en illusion, ville folk så virkelig ændre deres væremåde? Der må være en grund til, at det her ændrer folks liv. En anden ting, der taler for, at det ikke bare er en illusion: Folk, der har haft en nærdødsoplevelse for 30 år siden, kan genfortælle den i detaljer, som om det var i går. Så stærk en oplevelse har det været. Så stærke er drømme aldrig. Der er en vis kraft i de her oplevelser, der er meget overbevisende.

Kun ganske få har ubehagelige nærdødsoplevelser. Langt de fleste, der har haft en nærdødsoplevelse, vender tilbage til livet uden at frygte døden. For de ved, at det ikke gør ondt at dø. Og at døden slet ikke er enden på det hele.

Kilder: Filosof og nærdødsresearcher Rene Jørgensen, Michael Saboms undersøgelse af Pam Reynolds-casen, hjertespecialist Pim van Lommel og psykologiprofessor Christopher French, The Lancet, Dr., PhD Penny Sartori, Express, Daily Record, Newscientist.com, Videnskab.dk, Daily Mail, IANDS, National Geographic News, New Scientist, Wikipedia, Time Magazine.

Læs om Jacobs og Runes nærdødsoplevelser nedenfor

 

Rune Fagerheim var død i 18 minutter før han kom tilbage til livet. Her fortæller han, hvordan det føltes at være død og hvordan han skulle kæmpe sig tilbage til livet.

Rune Fagerheim fortæller om sin nærdødsoplevelse. Han faldt om med en blodprop i hjertet under en fodboldkamp i november. Han var død i 20 minutter. Foto: Nikolai Linares
Rune Fagerheim fortæller om sin nærdødsoplevelse. Han faldt om med en blodprop i hjertet under en fodboldkamp i november. Han var død i 20 minutter. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Døren


Rune Fagerheim gik i græsset på fodboldbanen og var død i 18 minutter. Mens fodboldkammeraterne pumpede blodet rundt i hans livløse krop, var han selv i et mørkt hul et helt andet sted

Han ved, hvad han så. Han kan ikke forklare det, men det var lige så virkeligt for ham som, at han nu sidder i sit hus i Roskilde sammen med sin kone og manden, der reddede hans liv for tre måneder siden.

I gennemsnit rammes 10 danskere om dagen af et hjertestop uden for hospitalet. Kun én af dem overlever. 18. november sidste år var det Rune Fagerheim.

Han lavede ‘en Ståle Solbakken’. Gik bogstavelig talt i græsset på fodboldbanen med hovedet først og var død i næsten 20 minutter, før det lykkedes at få liv i ham igen.

Imens han var ’væk’, havde han en sælsom oplevelse. Et scene, der udspillede sig i en anden virkelighed uden tid og logik. Rune tolker det som en mellemstation mellem livet og døden, hvor han måtte kæmpe for at få lov at vælge, om han skulle den ene eller den anden vej.

- Bold i morgen! Håber nu bare, at Kronborg kommer, så jeg kan lave et par tunneller på ham, skrev 51-årige Rune Fagerheim flabet på sin fodboldklubs facebookside 17. november 2012.

Det var ment som en spøg overfor den 38-årige fodboldkammerat fra ’FC SMS’ - en flok fædre, der mødes til hyggefodbold hver søndag i Veddelev ved Roskilde. Men der var en dybt alvorlig undertone. For Rune havde en mærkelig fornemmelse af, at det ville gå galt. Og hvis det gjorde, så ville han have Morten Kronborg, der er idrætsfysioterapeut og fysisk ansvarlig for håndbold-herrelandsholdet, i nærheden.

Rune Fagerheim på fodboldbanen med sin ven Morten Kronborg og kone Anne
Rune Fagerheim på fodboldbanen med sin ven Morten Kronborg og kone Anne
Vis mere

En fornemmelse af død


- Det var nærmest som om, jeg vidste, at døden skulle komme. Jeg fatter ikke hvorfor, jeg havde den fornemmelse, for jeg følte mig jo frisk og rask. Det er vanvittigt, men jeg følte, at døden var på vej, og den kunne bare komme an, for jeg skulle ikke dø. Derfor var det ekstremt vigtigt for mig, at Morten skulle komme. For han kunne redde mig, siger Rune Fagerheim, der til daglig er grafisk designer.

- Man kan ikke lave tunneller, når man kun ser en person bagfra! Og jeg kommer, svarede Morten Kronborg med en smiley på Facebook.

Så Rune tog af sted. Og spillede første halvleg. Han husker kun brudstykker fra den dag. En scene i slowmotion, hvor Morten Kronborg laver en tunnel på ham og suser forbi.

- Det er ikke fordi, du var syg, at du husker det sådan. Det er fordi, jeg var virkelig hurtig, griner fodboldkammeraten.

I pausen sagde Rune til en af de andre, at han ikke følte sig helt på toppen. Han ville gerne stå lidt på mål. Han fik målmandshandskerne og gik mod målet. Og det er det sidste, han husker fra den dag. Inden hjertet satte ud.

Morten Kronborg hørte høje råb fra den anden ende af banen. ’Rune! Ruuune!!!’ Han så sig tilbage. Holdkammeraten lå i græsset. Der var ingen vejrtrækning. Ingen puls. Morten Kronborg stak sin kammerat en hård lussing. Ingen reaktion.

Blålilla dødsmaske


Fra ørerne begyndte en blålilla farve at sprede sig til hele det livløse ansigt som en dødsmaske. Rune var død på stedet.

Mens én ringede efter en ambulance, gik Morten Kronborg på automatpilot og begyndte at give hjertemassage. Hamrede hele sin vægt gennem armene ned i Rune Fagerheims brystkasse. To andre skiftedes til at blæse luft ind i munden på den livløse og til at holde tungen væk og skovle slim og bræk ud med hånden.

To gange troede de, at Rune livede op igen. Men det var bare rallen af luften, som de selv havde pustet ind i ham, der skulle ud igen. Der skete intet.

Efter otte minutter på den måde kom en nabo, der er læge på Rigshospitalet. Forsikrede dem om, at de gjorde det hele rigtigt. De skulle blive ved. 12 minutter efter opkaldet til alarmcentralen kom ambulancen. Rune var stadig livløs.

Ved synet af ambulancen kunne Morten Kronborg pludselig mærke, at det var hårdt at pumpe og tvinge ilten rundt i kroppen på sin døde kammerat. Nu ville han gerne væk. Lade de professionelle tage over.

Men de kastede et blik på førstehjælperne og sagde ’det er rigtig godt – bare bliv ved’. Så Morten og de to andre kæmpede videre, mens ambulancefolkene hentede hjertestarter, klippede Rune Fagerheims tøj op og monterede elektroder på ham.

18. november kl. ca. 12.50. Rune ligger på fodboldbanen, ambulance er ankommet 12 minutter efter alarmopkaldet. Rune får hjertemassage yderligere 6 minutter af vennen Morten Kronborg, inden ambulancepersonalet tager over og får stabilisereret Rune. Personalet giver Rune elektrisk stød fire gange. FOTO: Patrick Holbek
18. november kl. ca. 12.50. Rune ligger på fodboldbanen, ambulance er ankommet 12 minutter efter alarmopkaldet. Rune får hjertemassage yderligere 6 minutter af vennen Morten Kronborg, inden ambulancepersonalet tager over og får stabilisereret Rune. Personalet giver Rune elektrisk stød fire gange. FOTO: Patrick Holbek
Vis mere
18 november, ca. kl. 13.15 er Rune ankommet til akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus. Lægerne stabiliserer Rune - de skal være sikre på at hovedpulsåren ikke sprænger, inden ambulancen kører ham videre til Rigshospitalet.  Rune er er på Roskilde Sygehus knap 1 time. Derefter bliver han så kørt med fuld udrykning til Rigshospitalet. FOTO: Patrick Holbek
18 november, ca. kl. 13.15 er Rune ankommet til akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus. Lægerne stabiliserer Rune - de skal være sikre på at hovedpulsåren ikke sprænger, inden ambulancen kører ham videre til Rigshospitalet.  Rune er er på Roskilde Sygehus knap 1 time. Derefter bliver han så kørt med fuld udrykning til Rigshospitalet. FOTO: Patrick Holbek
Vis mere
18. november ca. kl. 14.00. Rune er ankommet til Rigshospitalet og ligger på intensiv-afdelingen. Rune får senere samme aften en ballon-udvidelse. FOTO: Patrick Holbek
18. november ca. kl. 14.00. Rune er ankommet til Rigshospitalet og ligger på intensiv-afdelingen. Rune får senere samme aften en ballon-udvidelse. FOTO: Patrick Holbek
Vis mere

Vaklede væk


- Så… Når du er færdig med de 30 her, så må du gerne stoppe. Så tager vi over, lød en paramediciners stemme.

Morten Kronborg talte færdig og slap taget i kroppen under ham. De professionelle tog over. Og Morten og de to andre vaklede væk. Krammede og gav slip på sig selv og gråden.

Rune Fagerheims krop hævede sig voldsomt fra græsset, da det første stød gik igennem hans krop.

- Det er ligesom i en film. Nu hoster han, og så er han tilbage igen, tænkte jeg. Men han var stadig bare stendød. Da jeg så det, tænkte jeg bare: Nej nej nej nej nej…, fortæller Morten Kronborg.

- Jeg er bange for, at vi mister ham, lød en stemme.

Det var det første, Rune selv registrerede af hele oplevelsen. Han hørte det klokkeklart. Og som han husker det, så foruroligede ordene ham ikke engang.

- Jeg var helt væk. Tænkte ikke engang ’shit, det skal vi lave om på’. Så det er virkelig mærkeligt, at jeg kan huske det så tydeligt.

- Det var nærmest bare som at få en statusrapport. ’Sådan er det. Der er da ingen grund til, at han fortæller mig det, for det ved jeg da godt.’ Jeg havde det ikke skidt med det. Jeg var ikke rationel.

Det næste, han oplevede, var sin egen stemme, der formede en krafteksplosion af et brøl.

Han så sig omkring. Der var mørkt. Han var i et stort, sort hul, hvor han ikke havde lyst til at være.

Han fik samme følelse som at være lille og alene i mørket. Som da han var dreng og ikke havde lyst til at gå ned i sine forældres kælder, hvor lyset ikke virkede.

- Jeg var ikke bange, men det var ubehageligt og klaustrofobisk. Jeg fornemmede, at jeg skulle kæmpe mig ud derfra.

En kæmpe metaldør


Foran ham var en dør på en væg. En kæmpe metaldør, der var boltet fast med store bolte. Han rev i den, men den var umulig at få op. Han rev og sled og kæmpede med døren, for han vidste, at hvis han fik den dør op, så kom han igennem. Så ville livet, lyset og alt det andet komme tilbage. Han så sig ikke tilbage. Han vidste instinktivt, at han ikke ville den vej.

- Jeg kunne faktisk høre mig selv brøle som en sindssyg. Jeg tror, at jeg var tæt på at dø, men prøvede at kæmpe mig tilbage til livet. Sådan tolker jeg det, fortæller han.

Endelig får han døren op. Han ser lyset trænge gradvist igennem døråbningen ind til mørket.

Ifølge sin journal havde Rune ligget død på græsset i 18 minutter, da fjerde strømladning fra hjertestarteren endelig bragte ham tilbage til livet.

Ambulancefolkene løftede ham over på en båre. Sekunder efter faldt hans arme livløst ned langs bårens sider. Han var død igen.

Endnu en gang fik ambulancefolkene livet tilbage i ham. Og endelig kunne de forlade fodboldbanen.

Hans kone, Anne Lajer, ventede på Roskilde Sygehus. Da ambulancen ankom, hørte hun sin mands stemme, inden dørene overhovedet var gået op. Brølet. Og da båren trillede ud af ambulancen, var det med en krop så spændt, at det nærmest kun var nakken og hælene, der rørte båren.

Rune med sin kone Anne i deres hjem
Rune med sin kone Anne i deres hjem
Vis mere

Taknemmelig


Det næste, Rune husker, er sin kones stemme.

- Det går godt. De kører dig til Rigshospitalet nu. Jeg er Anne, og jeg skal nok passe på dig.

- Min Anne, mumlede han. Halvt bevidstløs.

På Rigshospitalet fik han en ballonudvidelse af hjertet. To dage senere fulgte endnu en. Og om en måneds tid skal han have en bypass-operation.

Han er stadig øm i brystet og bliver hurtigt træt. Men han har ingen varige mén. Og første februar begyndte han langsomt at arbejde igen. Ene og alene fordi, hans kammerater gav ham førstehjælp. De reddede hans liv. Præcis som Rune fornemmede ville blive nødvendigt.

Det er det, der fylder mest i hans tanker nu. Taknemmeligheden.

- Da jeg vågnede, blev alt jo virkeligt igen. Hvad er der sket? Det spurgte jeg om tusind gange. Hvad med børnene? Og jeg skulle have aftenvagt. Havde min kone ringet til min chef? Jeg lå ikke og fokuserede på, at ’gud, jeg var død og stod nede i et sort hul’.

Oplevelsen blev fortrængt af den konkrete verden. Indlæggelsen. En genstridig betændelse i maven, der ikke havde fået nok ilt. Genoptræning. At få livet til at fungere igen.

Billederne af døren, han havde kæmpet med, bundfældes langsomt.

- Jeg er bange for, at jeg skal få en frygtelig sygdom, så jeg skal ligge og lide, inden jeg dør. Men selve døden er jeg ikke bange for. Det gjorde ikke ondt. Men det gjorde pokkers ondt at vende tilbage til livet. Det var slet ikke nogen positiv oplevelse med lys og engle at stå der midt mellem liv og død. Det er nok det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet, fortæller Rune Fagerheim.

Han tænker egentlig ikke på sit hjertestop som ’chok’ eller ’katastrofe’. Det var mere bare noget, der skete. Han oplevede kun en brøkdel af det selv. Det var alle de andre, der blev skræmt fra vid og sans.

- Jeg har nogle gange tænkt på, hvordan det ville have været for Anne og børnene, hvis jeg ikke havde overlevet. Så bliver det pludselig meget virkeligt. Tænk, hvis det var sket, mens jeg var alene hjemme. Så havde de skullet komme hjem og finde mig. Det havde været forfærdeligt.

Oplevelsen har sat gang i en proces. Rune vil tage det at passe på sig selv meget alvorligt. Han vil have, at hans børn er store, voksne mennesker, når de en dag skal opleve at miste deres far. De skal ikke være ni og 11 år. Det er for langt ude.

Rune med sin kone Anne
Rune med sin kone Anne
Vis mere

Få har en dårlig oplevelse


Omkring 15 pct. af de mennesker, der får en nærdødsoplevelse, oplever den som ubehagelig, fortæller filosof og forsker i nærdødsoplevelser Rene Jørgensen.

- Deres oplevelser begynder typisk et mørkt sted. Nogle kalder det et venterum. Det er svært at sige, om de venter på at komme videre i oplevelsen eller tilbage til kroppen og livet. Når Rune taler om et mørkt hul med en dør, så tror jeg, at det er det samme, som andre har refereret til som et ’ventested’.

- Der er to dimensioner af en nærdødsoplevelse: Den del, der foregår i en helt anden verden. Og ting, der sker her i vores verden. Hvor folk f.eks. ser deres egen krop oppefra under en operation, eller hvor Rune hører ambulancefolkene sige, at de er bange for, at de er ved at miste ham.

- En kvinde oplevede, at hun fløj ud af værelset og op på hospitalets tag, hvor hun så en rød sko. En sygeplejerske gik efterfølgende op på taget, hvor der rent faktisk lå en rød sko. Hvordan kunne patienten i sengen vide det?

Rune Fagerheim fortæller om sin nærdødsoplevelse. Han faldt om med en blodprop i hjertet under en fodboldkamp i november. Han var død i 20 minutter. Foto: Nikolai Linares
Rune Fagerheim fortæller om sin nærdødsoplevelse. Han faldt om med en blodprop i hjertet under en fodboldkamp i november. Han var død i 20 minutter. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Se klippet med Rune Fagerheim her: '

 

Her kan du læse om Jacob Hansen, der fik et hjertestop i på en ferie med familien på Kreta. Han fortæller om, hvordan døden gav ham en oplevelse af, at der er et liv efter døden.

Jacob Hansen fik i 2009 flere blodpropper under en ferie til Kreta med sin familie. Mens han blev behandlet fik han flere gange hjertestop og oplevede adskillige nærdødsoplevelser. Han og familien fortæller her, hvordan oplevelserne har ændret deres liv. Foto: Camille Rønde
Jacob Hansen fik i 2009 flere blodpropper under en ferie til Kreta med sin familie. Mens han blev behandlet fik han flere gange hjertestop og oplevede adskillige nærdødsoplevelser. Han og familien fortæller her, hvordan oplevelserne har ændret deres liv. Foto: Camille Rønde
Vis mere

Mandslingen

Jacob Hansen så sig selv ligge død i en hospitalsseng, omgivet af sine elskede. Men han var ikke alene i intetheden. En lille mandsling guidede ham igennem en oplevelse, der har overbevist ham om, at der er liv efter døden. Han har været der.

- Hvordan skal jeg forklare det, så jeg ikke bliver erklæret småsyg i hovedet, og de pludselig holder udenfor med en blå vogn og en spændetrøje til mig?

Jacob Hansen slår ud med armene og griner. Han er slet ikke den spirituelle type. Men han har haft en oplevelse, der ligger langt ud over det normale. Han har prøvet at dø. Han har set, hvad der er på den anden side af livet. Og derfor er han heller ikke længere bange for døden.

- Jeg har jo prøvet det, og det gjorde ikke ondt. Det er meget stille og roligt, siger han og prøver at sætte ord på det ubeskrivelige. At forklare, hvad der sker, når man mister livet.

- Ens krop dør, men du kommer videre til noget andet. Dine tanker lever videre i et andet system. Om man kan bruge de minder og oplevelser, man har haft gennem livet, til noget nyt, eller om man får en anderledes mulighed for at bruge sin intelligens eller åndelige liv - jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der er noget. Det bliver ikke bare sort. Det lyder science fiction-agtigt, men jeg tror, at ens tanker, drømme og intelligens fortsætter på en eller anden måde.

Jacob Hansen er 42 år og bor med sin kone og to børn i et parcelhus i den lille by Stensved på Sjællands sydspids. For fire år siden ændredes hans liv så radikalt, som det næsten kan. Han døde. Flere gange. Og så vendte han tilbage til sin familie og livet - men et lidt andet liv. Et bedre liv på mange måder.

Jacob var asfaltarbejder. Ikke typen, der beder fadervor eller tror på ånder eller andet hokuspokus-agtigt. Han knoklede fra tidlig morgen til sen aften. Det var hans førsteprioritet - at tjene penge og sørge for sin familie, der som konsekvens kun sjældent så ham.

Han røg 40-50 cigaretter om dagen og spiste, hvad der passede ham. Kunne ikke drømme om at skære en fedtkant fra. En livsstil, der begyndte at tære på ham. Kolesteroltallet lå faretruende højt. Han blev mere og mere bleg. Svedte meget. Snorkede øredøvende. Havde voldsom migræne hele tiden.

I sommeren 2009 tog familien på ferie til Kreta. Jacob husker intet af det. Han kan ikke engang huske, at de kørte til lufthavnen. Hans indre båndoptager begyndte først at optage igen, da han vågnede fem uger senere på et hospital i Danmark.

Hjertestop i bilen


En hyggelig aften på en restaurant på en bjergskråning fik de voksne i selskabet ouzo nok til både det ene og det andet ben. Og næste morgen vågnede Jacob allerede ved seks-syv-tiden. Han vendte og drejede sig og klagede. Det plejede han ellers ikke.

- Er det ikke bare tømmermænd, spurgte hans kone, Rikke Volmer Hansen, overbærende.

Men han havde ondt i halsen. En intens svien, der tog til i løbet af få timer og spredte sig til brystet, så han til sidst lå og rystede med en mærkelig grå farve i ansigtet.

En læge konstaterede hurtigt, at det var hjertet. En blodprop. Ambulancen havde knap forladt hotellet, før Jacob fik det første hjertestop i bilen.

På en nærliggende hjerteklinik fik han i løbet af de næste timer yderligere tre hjertestop. Det ene varede mere end 45 minutter, før lægerne - i sidste sekund - fik hjertet til at slå igen. Tre kvarter, hvor Jacob var død.

De næste fire uger lå han i kunstig koma, mens en respirator trak vejret for ham. Hans krop vaklede på grænsen mellem liv og død. Han fik en infektion i hjertet, og hans organer satte ud i flok. Hjertet, lungerne, nyrerne... Han fik flere hjertestop og blev genoplivet. Det er ikke til at tyde ud fra journalerne, hvor mange hjertestop han egentlig havde.

Hustruen og børnene vågede over ham. Rikke prøvede at forberede sin datter og søn på, at deres far måske ikke ville komme tilbage. På et tidspunkt holdt hun hans hånd og hviskede til ham, at det var okay, hvis han var nødt til at give slip. Hun indstillede sig på at rejse hjem uden sin mand. Lægerne havde sagt, at det nok var den vej, det gik.

Jacob Hansen på hospitalet efter blodproppen
Jacob Hansen på hospitalet efter blodproppen
Vis mere

Ætset ind i hukommelsen


Men bag det livløse ydre havde Jacob nogle meget livagtige syn. De har ætset sig ind i hans hukommelse og vil formentlig blive der til den dag, han dør for alvor. Oplevelser, der lyder som drømme, men som til forskel fra søvnens flygtige tanke-tumult har gjort et dybt og varigt indtryk på en mand, der ellers ikke sådan lod sig røre. Nærdødsoplevelser.

Han ser sig selv ligge i en seng i et rum. Billedet står stadig - næsten fire år senere - lige så klart for hans indre blik, som hvis det var et fotografi, han holdt i hånden.

Rundt om sengen står 17 skikkelser. Han talte dem ikke. Han ved bare, at der er 17. Der er ikke ansigt på nogen af dem. Det er bare grå-hvide figurer.

Han genkender sin kone og børn. De står ved fodenden af sengen. Og på den ene side af sengen står en figur, som han genkender som et familiemedlem. Ved sengens anden side aner Jacob sin mor og far.

Oppe under loftet i rummets venstre hjørne sidder en lille, gråhvid skygge-agtig figur. En mandsling, kalder Jacob ham i mangel på etbedre beskrivende ord. Hans krop er formet som om, han sidder på en usynlig stol.

Heller ikke mandslingen har et tydeligt ansigt, men Jacob fornemmer, at han er rar. At han er der for at passe på ham.

Så er sengen tom. De 17 skikkelser står stadig omkring den, men Jacob selv ser ned på det hele oppefra. Den tomme seng. Rummet. Skikkelserne. Han sidder nærmest oppe under loftet. Mandslingen er kommet tættere på.

Pludselig er sengen og skikkelserne væk. Jacob står på gulvet og kigger ind gennem et hul i væggen. Der er et stærkt lys, selvom der ikke er nogen lamper. Han ser skikkelserne af sin afdøde mormor og morfar. De står inde på den anden side af hullet sammen med en skikkelse, som han ikke kan genkende.

Mandslingen står ved siden af Jacob og ser op på ham. Den når ham kun til knæene. Han fornemmer igen, at den passer på ham, og han har det godt med, at den er der. Han føler sig tryg.

På den anden side står Rikke og børnene. Jacob kigger skiftevis på sin familie, den lille mand og på hullet i væggen.

- Jeg tror, at jeg var død på det tidspunkt. Hvis jeg skal være helt ærlig, siger Jacob .

Han ved instinktivt, hvad han skal. Han går ind i hullet efterfulgt af den lille mand, der tavst guider ham. Hans kone og børn bliver stående tilbage på den anden side. Det tager måske 15-20 skridt at gå igennem passagen. Lys omslutter ham uden at blænde.

Jacob Hansen sammen med familien i deres hjem
Jacob Hansen sammen med familien i deres hjem
Vis mere
Jacob med sin kone Rikke Hansen
Jacob med sin kone Rikke Hansen Foto: Camilla Rønde
Vis mere

En stor venlig skikkelse


Inde på den anden side står en enorm person. Igen i utydelige grå-hvide toner. 10, måske 20, gange så stor som Jacob selv. Heller ikke denne skikkelse taler. Men Jacob føler sig alligevel på en måde budt velkommen. Den store skikkelse er god, fornemmer han. Han er stadig tryg. Føler ingen angst. Ser bare op på den store, venlige skikkelse.

- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg enten skulle kæmpe videre, eller også skulle jeg blive her. Men så ser jeg ud igennem hullet, som jeg lige er kommet ind ad, og derude står min kone og børn stadig. Jeg ser frem og tilbage mellem skikkelserne nogle gange. Og så vender jeg om og går tilbage. Den lille person bliver stående derinde. Som om han tænker - ‘okay, du vælger at kæmpe videre, du har ikke brug for mig lige nu, så bliver jeg her’.

Da han vågnede efter næsten fire uger i koma og flere hjertestop, kiggede han med det samme op mod hjørnet af rummet for at se, om det lille væsen stadig sad der.

I den første tid var han i en mærkelig tilstand, der tit ses ved patienter, der har været bevidstløse i lang tid. ‘Intensivt delirium’. Desorienteret, forvirret og usammenhængende. Ifølge Rikke Volmer Hansen mumlede han flere gange noget om en lille mand, der havde siddet oppe i hjørnet af rummet.

Jacob har talt med flere læger om de syn, han har haft. Nogle af dem havde hørt om lignende før. Men ingen kunne forklare det. Hvordan forklarer man en uforklarlig oplevelse, der er en gåde for selv videnskabsmænd?

- Jeg har oplevet det, og jeg kan heller ikke forklare det. Hvis der var nogen, der kunne, så ville de nok sidde ret godt i det. Og det er også det, der gør, at vi normale mennesker får et kæmpe rap over fingrene, når vi oplever sådan noget. Vi er jo vant til, at vi kan tage en skovl, grave et hul og så dække det til igen med den jord, vi lige har gravet op. Sådan er det - det ved vi. Det er logisk. Men det her kan ikke forklares. Sådan en oplevelse sætter altså nogle tanker i gang. Man bliver bare nødt til at erkende, at der er mere mellem himmel og jord, siger Jacob .

Han er en ændret mand. Konkret er han holdt op med at ryge og forsøger at spise sundt. At passe på sig selv, så han ikke skal herfra igen foreløbig. Så han kan nå at opleve meget mere. For det kan hurtigt være slut.

Han er også blevet blødere. Har nemmere ved at blive bevæget. Og prioriterer markant anderledes. Han var ’den typiske asfaltarbejder’, der kunne kommentere, at ’det må de selv om’, når familien gik forbi hjemløse. Han kunne ikke lide at røre ved gamle mennesker. Interesserede sig ikke rigtig for andre.

Det er slut med at være vejmand nu. Det er hans hjerte for svagt til. Men førtidspensionen er ikke nok. Det er blevet vigtigt for ham at være noget for andre. Derfor arbejder han nu med mentalt handicappede voksne.

- Jeg kunne da sagtens finde noget andet at lave. Men jeg synes, det er utrolig spændende. Jeg ser en side af nogle mennesker, som jeg aldrig har set og interesseret mig for før, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg gik bare efter at tjene penge. Men jeg har fundet ud af, at der er andre behov i livet.

- Jeg er også blevet mere familiemenneske. Jeg har måske øjnet muligheden for at leve på en helt anden måde. I dag er det nogle andre ting, der føles nødvendige. Jeg lytter nok mere til mine børn. De første 10 år af Frejas liv så jeg hende næsten ikke. Hun sov jo, når jeg kom hjem. Når bare der røg nogle kroner i kassen... Det var det, der talte for mig dengang. Men nu er jeg sådan set ligeglad med at tjene penge. Jeg vil hellere bruge tid sammen med min familie.

Familien rundt om spisebordet nikker. Bekræfter, at de har fået en mere nærværende mand og far. Sådan en, der tager sønnen Loke med på jagt og fisketure.

- Vi er meget mere sammen. Vi tænker mere på at leve livet nu, tilføjer 16-årige Freja, mens hendes mor nikker med glasagtige øjne.

Chokket stikker frem igen, når hendes mand fortæller. Når hun bliver mindet om, at hun var uhyggelig tæt på at miste sit livs kærlighed og faderen til sine børn.

Mens Jacob Hansen havde en smuk og fredfyldt oplevelse et helt andet sted, så hans kone og børn alt det frygtelige i virkeligheden. Men de husker tilbage på det hele med taknemmelighed over, at han vendte i porten.

Jacob Hansen med sin kone Rikke
Jacob Hansen med sin kone Rikke
Vis mere

Det ændrer folks liv


Jacob Hansens historie indeholder rigtig mange af de elementer, der går igen i nærdødsoplevelser. Måske helt op til otte-ni af de mest typiske elementer, vurderer Rene Jørgensen, der er filosof og forsker i nærdødsoplevelser:

- Det er en meget meget klassisk nærdødsoplevelse. Den mandsling, han omtaler, er meget typisk. Der er tit en guide-figur. Det kan være døde familiemedlemmer, religiøse figurer eller skikkelser af lys. De opfattes som regel som venlige. Men de, der gennemgår ubehagelige nærdødsoplevelser, opfatter dem som lidt hårde.

- Tunnellen og lyset er også meget klassisk. Når folk kommer tilbage fra det lys, der føles som kærlighed og varme, så efterstræber de den følelse igen. Mange, helt op til 80-90 pct., ændrer ligesom Jacob personlighed efter en nærdødsoplevelse. De føler sig mere empatiske og følsomme.

- Selv folk, som har været i ekstreme smerter, oplever kærlighed og fred, når de forlader kroppen. Lyset kan opleves så stærkt og smukt, at folk slet ikke ville tilbage derfra.

Se klippet med Jacob Hansen her:

 

Andre læser også