Fundet af 2,5 kilo amfetamin hos en 28-årig Bandidos-supporter førte politiet direkte til en endnu større narko-fangst, da kriminalfolkene fandt hele 16 kilo kokain hos en hollænder i et nedlagt værtshus på Nørrebro i København.

Fem er foreløbigt anholdt i narko-ringen, som politiet mistænker for million-fortjenester på narko-handel.

Den 28-årige, der er med i det såkaldte "X-team", et Bandidos-styret netværk af supportere til rocker-klubben, blev stoppet af politiet på motorvejen mod Hillerød.

Det skete efter at politiet havde set, at den 28-årige fik posen med 2,5 kilo amfetamin overdraget af en 24-årig dansker - som igen havde hentet amfetaminen hos en 34-årig hollænder.

Diskret fulgte narko-betjente hvordan amfetaminen skiftede hænder tre gange - efter at hollænderen selv havde hentet narkoen fra sit "lager" i det nedlagte værtshus.

Den 24-årige blev anholdt i Hillerød og imens ransagede politiet værtshus-lokalerne på Nørrebro, hvor der lå 16 kilo kokain. Den 34-årige hollænder bor på Frederiksberg og også hollænderens 36-årige bror og dennes 31-årige islandske kæreste blev anholdt i narko-sagen.

Alle fem blev i går fremstillet i Københavns dommervagt i lukkede grundlovsforhør. De blev alle varetægtsfængslet for 27 dage og ingen kærede.

"Aktionen skete efter længere tids efterforskning - og de 16 kilo narkotika - som ikke er endeligt testet, men som reagerer som kokain, viser, at der er tale om en meget omfattende sag.

Hos den anholdte hollænders bror fandt vi desuden 230.000 danske kroner og 30.000 svenske kroner," siger kriminalinspektør Erik Bjørn, narko-politiet.