Jubii-stifteren og mangemillionæren Martin Thorborg higede efter sin fars anerkendelse som barn. Men fik den sjældent. Det skabte en kløft mellem far og søn, og det præger ham stadig.
Først sent i sit voksenliv – da hans far lå på sit dødsleje – gik det op for ham, hvorfor faren havde gjort, som han gjorde. Men barndommens mangler følger ham stadig.
»Da vi solgte Jubii, fik vi 100 millioner euro for det, og jeg husker stadig, da jeg ringede til min far og fortalte det. 'Nå, tillykke med det,' sagde han så, og så begyndte han at snakke om, at han havde min søsters datter på besøg. That's it.«
Martin Thorborg er 52 år, og selv om det er syv-otte år siden, at hans far døde, så bliver han stadig berørt, når han snakker om ham. Både når det handler om barndommen og de mange år, hvor han forgæves stræbte efter sin fars anerkendelse, og når snakken falder på hans fars sidste tid, hvor de to blev forsonet og fik talt ud.
»Der fik jeg noget tid med ham, hvor han fortalte om sin barndom, og der gik det op for mig, at han havde været en langt, langt bedre far, end hans egen far havde været.«
»Jeg er selv far, og jeg ved nu, at man som forælder selv laver fejl, og der fik jeg en aha-oplevelse af, at 'gud, han er bare et menneske, der selv har haft udfordringer med sin egen familie',« siger Thorborg og tilføjer, at han dog ofte hørte fra andre, at hans far var stolt af ham – men at faren aldrig sagde det direkte.
Martin Thorborg har netop udgivet en ny bog, 'Skab din egen succes', med gode råd til at opnå succes. Råd, han har fra egne erfaringer som iværksætter – en vej, som han fandt, da han sluttede fred med, at han ikke skulle være ligesom sin far.
Han mener selv, at hans iver og higen efter ros stammer fra barndommen.
»Og jeg genkender den hos næsten alle succesrige mænd. Jeg har næsten ikke mødt en succesrig mand, som ikke har et faderkompleks,« siger han.
For at forstå Thorborgs trang til anerkendelse må man et smut tilbage til hans barndom.
Han voksede op i et højere middelklasseområde i et hus direkte ud til Bagsværd Sø uden for København. Huset havde hans ingeniørfar selv bygget under ægteskabet med sin første kone. Efter skilsmissen beholdt han huset, selv om han knap havde råd. Og det prægede hans liv i det næste ægteskab, hvor Martin Thorborg og hans lillesøster kom til.
»Jeg voksede op i pragtfulde omgivelser ved Bagsværd Sø, men vi havde ikke en fucking krone,« husker Thorborg,
Kontrasten blev endnu større i skolen. Hans mor, der var fra Schweiz, var pædagog på den nærliggende Bagsværd Kostskole, og dermed fik Martin og hans lillesøster en friplads som dagskoleelever på den kendte gamle skole.
»Jeg gik på en skole for de riges børn, og jeg havde nul,« siger Thorborg og husker, hvordan hans mor måtte tage ekstra vagter om natten på Toms Chokoladefabrik i Ballerup for at få økonomien til at hænge sammen.
Da Thorborg var dreng, ville han være ingeniør som sin far, der var en af de bedste akustikere i verden og udviklingschef på en højttalerfabrik.
Men sønnen havde ikke arvet farens evner. Martin Thorborg var ikke god til matematik. Og selv om han egentlig kunne lide at skrive, så var hans håndskrift så grim, at det lagde en dæmper på glæden.
Han droppede ud af gymnasiet i 1.g. Han havde valgt den matematiske linje for at imponere sin far. En fejl, erkender han i dag. Og det irriterer ham stadig.
»Jeg får stadig et stik i hjertet, når jeg ser studentervognene. Men det kompenserede lidt, da jeg kom i Kraks Blå Bog. Det var lidt som den studenterhue, jeg aldrig fik. Der fik jeg lidt oprejsning på en eller anden måde,« griner han.
For Martin Thorborg blev aldrig ingeniør. Han blev heller ikke psykolog, som var hans andet ønske. Eller politibetjent, som var hans tredje ønske.
Efter en tur i militæret og derefter et forgæves forsøg på at gennemføre en HF fandt han sin rette hylde som iværksætter.
I 1995 gik han sammen med tre andre om at lave Danmarks første søgemaskine, Jubii. Det blev så stor en succes, at den fem år efter blev solgt for 100 millioner euro, hvoraf 18 procent tilfaldt Thorborg.
Han mistede sidenhen en stor del af formuen under it-krisen, men startede derefter flere andre virksomheder, blandt andet Dinero, som han solgte til Visma i 2016 for et trecifret millionbeløb.
Martin Thorborg har aldrig været bange for at sige sin mening og har gerne haft holdninger til både politik og andet i interview.
De seneste år har han især gjort brug af de sociale medier, hvor han gerne deler ud af holdninger og gode råd.
»Jeg tror, at en psykolog ville sige, at jeg godt kan lide 'likes' og ros – og det at hjælpe andre. Det lyder altruistisk, men jeg tror, det er, fordi man får noget ud af den glæde, man giver til andre mennesker,« siger han og indrømmer, at det nok også har noget med barndommen at gøre.
Selvom han aldrig kan få den ros, han manglede i barndommen, så fik han på god vis sluttet fred med faren, der pludselig blev syg af prostatakræft og døde et år senere.
»Vi tilgav hinanden. Vi snakkede sammen. Og for første gang i mit liv kiggede han på mig og sagde: 'Jeg elsker dig, Martin.' Så fik jeg sagt det samme til ham. Det var fuldstændig magisk, samtidig med at det var dødtrist, fordi han lå på sit dødsleje,« siger Martin Thorborg.
I den sidste tid fik han også indblik i, at hans fars far havde været af den hårde type, og at det formentlig var årsagen til, at hans egen far havde så svært ved at rose.
»Det gav en forløsning på en eller anden måde, som gør, at jeg har fuldstændig fred i kroppen. Jeg har ikke noget, jeg manglede at sige til ham.«
Han tilskriver den gode afslutning med sin far to råd, som han fik fra to venner. Det ene var, at han skulle smide, hvad han havde i hænderne, og bruge al den tid, han kunne, med sin far til sidst.
»En af mine venner fortalte, at han ikke havde gjort det. Og at han efterfølgende i lang tid fik flashback af, at han ikke var der,« siger Thorborg.
Det andet råd var, at han – når tiden var inde – skulle tage sin far i hånden og sige: 'Far, jeg passer på familien. Du kan bare dø,' siger Thorborg, der gjorde, som vennen sagde:
»Han var væk sekundet efter, jeg sagde det. Så kunne han slippe ansvaret,« fortæller iværksætteren, der er meget taknemmelig for de to råd:
»De råd var guld værd for mig, for det betød, at vi kunne slutte fred med hinanden.«
