Doron Haahr er vild med Aarhus, hemmelige steder og ukendte historier. De seneste mange år har han arbejdet med historieformidling og arrangerer blandt andet byvandringer gennem Aarhus.
Her kommer han med fire bud på oversete og historiske seværdigheder i smilets by:
Uniparken er et flot sted arkitektonisk med de markante gule bygninger. Det er helt klart et overset besøgsmål. Stedet har en vigtig og afgørende betydning for byens udvikling gennem det 20. århundrede.
Det er en flot park, og så kan man more sig over, at de oprindeligt havde dyr til at græsse der. Historien lyder, at man stoppede med at have dyr, kort tid efter at en vædder så de funktionalistiske bygninger med glaspartier, og den så sit spejlbillede og troede, at det var en konkurrerende vædder og løb ind i glasset.
Godsbanen er også et pudsigt sted. Den rummer fortællingen om den gamle industriby, som i dag er blevet et kulturelt omdrejningspunkt. Hvis man går dernede, lægger man mærke til alle de gamle jernbanespor, og man kan forestille sig godset blive fragtet til og fra byen.
Den gamle hovedbygning i røde mursten lægger man ikke så tit mærke til. Det er altid andre bygninger som rådhuset, ARoS eller dem på Aarhus Ø, der stjæler overskrifterne. Men jeg synes, at hovedbygningen er en overset perle.
De fleste kender nok Mindeparken. Men i Mindeparken er der en have, der hedder Rømerhaven. Den er opkaldt efter en godsejer Chr. Rømer, der opkøbte området, hvor der ellers skulle have været bygget parcelhuse. Han sikrede, at der var et naturområde til gavn for alle.
Der er sjældent mange mennesker, og man kan være for sig selv en stund. Der bliver tit plantet mange flotte blomster i alle afskygninger, og i andre sæsoner er der kål, krydderurter og andre afgrøder, som man tit kan tage med hjem gratis. Når jeg selv går tur der, så kommer jeg ned i gear.
Her kommer jeg selv tit, når jeg har folk med på tur. For det er et overraskende, imponerende, men også et historisk særligt sted. Når man kommer ind i Klostergården ved Vor Frue Kirke, så forsvinder Aarhus, buslarmen og hele byens puls. Man kan næsten høre en knappenål falde.
Det er noget af det ældste byggeri, vi har i Aarhus. Man kan også komme ned i den gamle krypt. Så står man der i det mørke og dunkle rum, der er tusind år gammelt. Stedet giver en helt særlig oplevelse, som mange ikke tror, man kan få i Aarhus.