Tre mænd begik mandag aften ved 23-tiden røveri mod et værtshus i Hvidovre. De truede indehaveren til at udlevere dagens omsætning med skydevåben.

Det oplyser politiet til bt.dk.

- Vi får anmeldelsen klokken 23.20. Der er tale om tre mænd med udenlandsk baggrund, siger vagtchef Jens Møller ved Københavns Vestegns Politi.

- Der er ikke nogen, der er kommet til skade siger vagtchefen.

Værtshuset hedder Nekudemus Bodega og ligger på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.

De tre gerningsmænd slap af sted med pengekassen, som indeholdt dagens omsætning. Det er endnu uklart, hvad den lød på.

- De løb derfra, men vi ved ikke, i hvilken retning de tre gerningsmænd stak af, siger Jens Møller.

Ud over indehaveren var der to kunder til stede under røveriet, men ingen er ifølge politiet kommet til skade.

De tre gerningsmænd beskrives således:

Gerningsmand 1) Udlænding, cirka 175 centimeter høj, sort tøj og sort elefanthue.
Gerningsmand 2) Udlænding, cirka 180 centimeter høj, sort tøj og hvid ishockey-maske. Han var bevæbnet med en langløbet, sort pistol.
Gerningsmand 3) Udlænding, cirka 180 centimeter høj, sort tøj og bevæbnet med oversavet jagtgevær. Det er uklart, om han bar nogen form for maskering af ansigtet.