Fire skoledrenge på Skovshoved Skole forsøgte at flå tøjet af deres 14-årige klassekammerat og befamlede hende, mens de filmede hendes ulige kamp med deres mobiltelefoner.

Optagelserne sendte de videre til andre elever på skolen. Det skriver Ekstra Bladet i dag.

Overgrebet skete 3. december, hvor pigen havde sagt ja til en invitation til kortspil hos en af drengene. Men først to uger senere blev det opdaget, fordi pigen brød sammen og betroede sig til sine forældre.

Nordsjællands Politi bekræfter overgrebet, og vicepolitikommissær Finn Duris fortæller, at det startede med frivillige kildelege, men pludselig trak drengene op i pigens trøje, så de kunne se hendes bh, og filmede samtidig.

- Bagefter trækker de ned i hendes bukser. Det filmer de også. Men så indser de, at pigen slet ikke synes, legen er sjov længere og holder op, fortæller han til Ekstra Bladet og understreger, at der er tale om blufærdighedskrænkelse og ikke voldtægt.

Da pigen senere beder drengene om at slette filmen, er det for sent, fordi drengene allerede har sendt den videre.

Skolen er inde i sagen og har sendt et orienteringsbrev ud til de andre forældre, ligesom pigen får psykologhjælp.