»Min kone holder godt øje med vejrudsigten, og hun ville have det utroligt skidt med, at jeg tog på arbejde.«

Palle Bøgelund Petterson arbejder hjemme i dag. Det gjorde han ikke for præcis én uge siden.

Der sad han nemlig i toget på vej til sit job som arkivar i København.

Uheldigvis var det i netop dét tog, der onsdag morgen kolliderede med en løsreven trailer fra et godstog på Storebæltsbroen, og som kostede otte mennesker livet. I videoen over artiklen kan du høre, hvordan Palle har det én uge efter ulykken.

Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job.
Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job. Foto: Tim K. Jensen
Vis mere

Heldigvis slap han uskadt fra ulykken.

Palle sad nemlig tilbage i den bageste halvdel af toget, men alligevel endte han med at få en vigtig rolle i timerne efter den dødbringende kollision.

Fra sin plads i kupéen fik han øjenkontakt med indsatsleder Søren Mikkelsen på den anden side af ruden.

Indsatslederen kunne ikke komme ind i det andet togsæt, og derfor fik han Palle - der i Søren Mikkelsens erindring var 'manden med den røde trøje' - til at gå gennem de mange kupéer og tjekke efter tilskadekomne.

Og heldigvis var der ingen af dem.

Palle kunne altså forlade toget som uskadt og en helt. Men da B.T. møder ham onsdag eftermiddag, har togulykken alligevel sat sit eftertryk.

»Første nat efter ulykken vågnede jeg klokken 3.00, og der kørte det bare derudad. Hvor heldig man er ... eller hvor uheldig man i virkeligheden også er. Det er uheldigt at være med i et tog, der forulykker. Så der kommer alle de der eftertanker, hver gang man bliver spurgt ind til, hvordan man har det. Men det viser jo bare, hvor uhyggeligt det i virkeligheden har været,« fortæller den 51-årige familiefar.

Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken.
Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken. Foto: Jonas Dam
Vis mere

De første nætter efter ulykken bød ikke på meget søvn for Palle, men efterhånden har han fået det bedre og bedre.

Det er til gengæld ikke tilfældet for resten af fynboens familie.

»Jeg kan mærke, at mine omgivelser er utroligt præget af det her, og det må jeg forholde mig til. Altså, at min familie er præget af det,« fortæller Palle, der arbejder som arkivar i forsvarets mediearkiv.

Her er den røde trøje, som Palle havde på under den forfærdelige togulykke.
Her er den røde trøje, som Palle havde på under den forfærdelige togulykke. Foto: Facebook
Vis mere

Og netop familiens tilstand efter ulykken er grunden til, at Palle onsdag morgen sidder i hjemmet i Nyborg i stedet for i forsvarets mediearkiv.

»Jeg sidder her, fordi der var varslet kraftigt blæsevejr i dag. Min kone holder øje med vejrudsigten, og hun havde læst, at det ville blæse 14 meter i sekundet med risiko for stormflod.«

»Og hun ville bare have det utroligt skidt med, at jeg tog på arbejde. Hun bad mig om at blive hjemme, og det er jeg blevet. Jeg har taget en hjemmearbejdsdag,« fortæller han.

Alligevel har Palle dog meddelt konen, at han ikke kan blive hjemme, hver gang vindprognoserne viser et tocifret tal.

»Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan blive hjemme, hver gang det blæser. Det kan ikke lade sig gøre. Men det viser bare også, at det ikke kun er én selv. Der er flere, man skal tage hensyn til. Jeg tror, at det er lige så slemt for de pårørende, som ikke var med i toget, som for dem, der var med,« siger Palle.

Myndighederne er i gang med at undersøge, hvad togulykken helt specifikt skyldtes, ligesom der også allerede tirsdag fra Trafikstyrelsens side blev indført et forbud mod al transport på det danske jernbanenet med sættevogne læsset på 'lommevogne'.