Palle Bøgelund Petterson er en helt normal 51-årig familiefar fra Nyborg.

Men så er han også 'manden i den røde trøje'.

Mandag beskrev B.T. nemlig én bestemt mand under onsdagens tragiske togulykke på Storebæltsbroen, der ifølge indsatsleder Søren Mikkelsen gjorde en stor forskel ved at tælle tilskadekomne i den bageste halvdel af toget, hvor redningsfolkene ikke kunne komme ind.

Søren Mikkelsen kommunikerede med manden gennem togvinduerne ude fra Storebæltsbroen, men fik aldrig talt med ham. Indsatslederen huskede dog én ting.

Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Otte omkom, da dele fra et godstog ramte et passagertog på Storebæltsbroen. (Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix) Vis mere

Manden havde en rød trøje på.

Og nu er det lykkedes B.T. at finde frem til den heltemodige herre, der gerne vil fortælle om sine oplevelser fra toget, og hvordan det var pludselig at se sig selv blive nævnt som 'manden i den røde trøje'.

Vi skal skrue tiden tilbage til onsdag morgen.

Her sidder Palle Bøgelund Petterson forrest i anden halvdel af det tog, der senere skulle danne rammen om den værste togulykke i 30 år i Danmark.

På vej til sit job som arkivar i forsvarets mediearkiv i København.

Toget har netop forladt Nyborg Station, da Palle mærker en voldsom opbremsning.

»Jeg sidder heldigvis med ryggen til kørselsretningen, så jeg bliver trykket tilbage i sædet. Og så kan jeg høre noget metallisk og nogle andre ting, der skraber hen ad vores togvogn,« fortæller Palle Bøgelund Petterson.

Palle Bøgelund Petterson er den mand, som indsatsleder Søren Mikkelsen mandag efterlyste for en heltemodig indsats under togulykken på Storebælt onsdag.   Vis mere

Palle føler, at det hele foregår i slowmotion. I disse sekunder har han én overvældende frygt:

Bliver toget afsporet?

Heldigvis ikke. Palle er uskadt, og det samme er de to ældre kvinder, der sidder i kupéen.

De sidder sammen de næste 45 minutter og følger med i ulykken på diverse medier.

Her er den røde trøje, som Palle havde på onsdag under den forfærdelige togulykke. Vis mere

Og så kommer hjælpen.

Palle ser en mand stå ude foran toget. Han kan ikke komme ind i vognen, men laver 'et signal'.

»Jeg kunne se, at der var en mand og dame i noget tøj, der indikerede, at de var fra noget beredskab. Han prøver at vise mig, at jeg skal gå ned gennem toget, og så viser han mig dykkertegnet for 'o.k.' (tommel- og pegefinger danner en cirkel, mens resterende fingre peger op, red.). Han vil have mig til at tjekke, om folk er o.k.,« siger Palle.

Palle forstår opgaven og tager den på sine skuldre. Han kan endda starte med at signalere 'o.k.' for sin egen kupé.

Turen går videre til næste kupon, og nu står Palle over for en essentiel beslutning.

Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken. Vis mere

Skal han gå lavmælt rundt og tjekke, om der er åbenlyst tilskadekomne mennesker?

Skal han råbe passagererne op i kupéen og spørge, om der er nogen tilskadekomne?

Han vælger førstnævnte for ikke at skabe panik.

Og alle virker uskadte. Ingen ligger ned. Ingen bløder. Ingen bliver 'taget om' af andre passagerer.

Så da han når ned til enden af toget, giver han et sidste 'o.k.'-signal ud ad vinduet.

Søren Mikkelsen giver et 'o.k.' tilbage, mens den kvindelige beredskabsmedarbejder stikker Palle et stort smil.

Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Otte omkom, da dele fra et godstog ramte et passagertog på Storebæltsbroen. (Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix) Vis mere

Men alligevel har han sidenhen tvivlet på beslutningen om ikke at skabe panik i kupéerne.

»Jeg har sidenhen tænkt meget over det. Skulle jeg have sagt noget? Måske nogen sad og skjulte en skade? Jeg har måske fortrudt det lidt,« fortæller Palle.

Palle slap selv uskadt fra ulykken, der altså kostede otte uskyldige liv. Men alligevel har den sat sine psykiske spor.

Han har haft svært ved at sove flere dage, og da han tirsdag fik tilsendt B.T.-artiklen om 'manden med den røde' trøje af en bekendt, »kunne han ikke mere«.

»Det var ekstremt overvældende, og jeg blev meget rørt. Jeg kunne næsten ikke fungere og ringede til min kone for at sige, at jeg ikke troede på det. Jeg troede, nogen lavede sjov med mig,« siger han.

Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen. Vis mere

Palle kunne ikke forstå det. Han gjorde da bare det, som alle ville gøre?

Og i hans øjne er han ikke en af heltene på toget.

»Jeg ser heltene som dem i første del af toget. Dem, der har siddet og givet førstehjælp til tilskadekomne passagerer. Og indsatslederen, der går igennem et helt tog med sårede og døde mennesker, mens han bevarer fatningen. Det er fantastisk,« siger Palle.

DSB's personale får også rosende ord med på vejen.

»Lokoføreren har jo gjort et kæmpe stykke arbejde, og den kvindelige togfører i vores del af toget var også så god til at være der og spørge, om man ville have vand eller chokolade. Derfor har jeg slet ikke set mit eget som noget særligt,« siger han.